//

Nyheder

Tilbage til listen

 

Aalborg blev skudt i sænk i Gudme

De mange fremmødte i SU'VI:T Arena var vidner til en håndboldopvisning af de helt store, da GOG onsdag aften udraderede gæsterne fra Aalborg Håndbold, som ellers kom til Sydfyn som tophold i ligaen.

 

Efter 60 minutter, hvor alle facetter af spillet - set med gule øjne - kørte på højeste niveau viste tavlen 34-25 til GOG, der dermed overtog førstepladsen i ligaen. Og det kunne have været endnu værre for gæsterne, der undervejs var bagud med 14 mål.

 

Henrik Møllgaard bragte Aalborg foran med 1-0, men derfra tog den unge fynske trup teten, og efter 20 minutters ren fest viste tavlen 14-4 til hjemmeholdet, der ikke viste stor gæstfrihed over for de tidligere holdkammerater Mark Strandgaard og Andreas Holst Jensen, som sket ikke kom til fadet i første halvleg bortset fra en enkelt pind af Strandgaard.

 

Ole Erevik tog de fleste af de forsøg, som gæsterne med besvær fik kæmpet sig frem til, og i den anden ende fik gæsternes målmænd aldrig styr på Lasse Møller eller Niclas Kirkeløkke der med henholdsvis 11 og 6 mål nærmest scorede efter behag.

 

De to bagspilleres målrus byggede på solidt forsvarsspil, hurtige kontraer, og talrige flotte gennemspillede angreb, hvor Josef Pujols taktstok gav Aalborg-spillerne mere end nok at tænke over, når de skulle dække op.

 

Ved pausen førte GOG med de knusende cifre 20-9, og da Nicolej Krickaus tropper kom buldrende ud til de sidste 30 minutter, blev alle nordjyske forhåbninger om bedring hurtigt kvalt.

 

GOG kom foran med 13 mål, og den føring blev holdt, indtil der manglede et kvarter, og i de sidste 15 minutter fik aalborgenserne pyntet en smule på resultatet.

 

Målscorere for GOG: Lasse Møller 11; Niclas Kirkeløkke 6; Emil Lærke og Oscar Bergendahl 3; Emil Jakobsen og Odinn Rikhardsson 2; Jon Andersen, Frederik Bo Andersen, Josef Pujol, Lukas Jørgensen. Lars Hald, Mathias Gidsel og Lasse Kronborg alle 1.

 

Topscorere for Aalborg: Andreas Holst Jensen, Sebastian Barthold og Omar Ingi Magnusson alle 4.


Nyhed skrevet 2018-09-27 10:10:00 

Køb billetter

Siddeplads 130 kr
Ståplads 100 kr
Børn u./12 år gratis (ståplads)

Næste hjemmekamp

06. april 2019 Kl.15:30


Dage


Timer


Min.


Sek.

GOG - REHH