//

Nyheder

Tilbage til listen

 

GOG forlænger med Lasse Møller

Parløbet mellem 22-årige Lasse Møller og GOG har allerede adskillige år på bagen, og nu kan parterne oplyse, at den nuværende kontrakt er forlænget yderligere et år, så Lasse Møller frem til sommeren 2021 vil tjene til dagen og vejen i den gule trøje.

Aftalen med venstrebacken glæder GOG-direktør Kasper Jørgensen, der fra tribunen kunne se Lasse Møller præstere på tårnhøjt niveau, før en knæskade satte ham ud af spillet efter ni kampe i den indeværende sæson. På det tidspunkt toppede Lasse Møller både topscorerlisten og listen over ligaens mest værdifulde spillere.

"Lasse er kun 22 år, men han har udviklet sig kolossalt i de seneste par år, og han er nu en bærende spiller, som alle danske og udenlandske klubber ville glæde sig over at kunne sætte på holdkortet. Lasses tidligere kontrakt løb til 2020, men vi arbejder langsigtet, og derfor ville vi gerne sikre os, at vi har ham i folden lidt længere tid. Heldigvis blev vi enige om at forlænge vores samarbejde, og det er jeg selvfølgelig rigtig godt tilfreds med," konstaterer Kasper Jørgensen.

Den unge hovedperson er også glad for, at han har den nære fremtid på plads, og selvom der var flere muligheder for at prøve kræfter med udenlandske ligaer, var Lasse Møller overbevist om, at han gerne ville fortsætte i barndomsklubben:

"Jeg har fået rigtig meget spilletid og der bliver lagt meget ansvar på mine skuldre i GOG, og det trives jeg godt med. Jeg spiller på Danmarks bedste hold, og i foråret venter der en række spændende kampe i EHF Cuppen. Jeg ser frem til at bidrage alt, hvad jeg kan til, at vi vinder mesterskabet i år, og hvis vi holder niveauet, kommer jeg jo også til at spille i Champions League næste år med GOG," siger Lasse Møller.

Træner Nicolej Krickau lægger heller ikke skjul på, at han er godt tilfreds med, at han har Lasse Møller til rådighed i de kommende sæsoner.

"Det er en meget væsentlig aftale for os. Lasse er en vigtig brik, når vi skal kreere vores spil. Han kan skabe det uventede, han er kreativ og så er han modig. Lasse elsker at skulle levere under pres, og det er godt at have sådan en som ham i truppen," siger Nicolej Krickau, der også understreger vigtigheden af, at bevare de lokale stjerner på holdet.

"Lasse er jo nærmest opvokset i hallen, hvor hans far og hans storebror også har spillet, og det er godt for kulturen i klubben, at vi har en rigtig GOG-dreng i toppen af hierarkiet. Han er jo et levende bevis på, at man kan gå hele vejen fra de yngste hold til eliteholdet i Gudme," konstaterer Krickau.


Nyhed skrevet 2019-01-31 12:00:00 

Køb billetter

Siddeplads 150 kr
Ståplads 100 kr
Børn u./12 år gratis (ståplads)

Næste hjemmekamp

23. april 2019 Kl.18:30


Dage


Timer


Min.


Sek.

GOG - Skanderborg