//

Nyheder

Tilbage til listen

 

Torsten Laen stopper til sommer

Når GOG-spillerne i juni lægger sko og harpiks på hylden for at holde ferie, er der tale om en permanent løsning for 38-årige Torsten Laen, som har besluttet sig for at indstille karrieren for at hellige sig nye projekter.

”Det er jo lidt specielt. Jeg er opfostret med mange gode år i Gudmehallen, og jeg har vundet mange titler. Min identitet er selvfølgelig forbundet med at være ’håndboldspilleren Torsten’, men alting har en ende, og det er det rigtige tidspunkt nu at sige tak for denne gang, og lægge håndboldskoene på hylden. Jeg ser frem til det, der venter mig efter sommeren 2018, og det glæder jeg mig også til. Det er et nyt kapitel i mit liv,” siger hovedpersonen om beslutningen, der møder respekt i GOG.

Ikke mindst hos administrerende direktør Kasper Jørgensen, der selv var med til at sikre, at Laens cirkel sluttede, hvor den begyndte, da GOG i sommeren 2016 skrev kontrakt med stregspilleren.

”En sand gul legende takker af. Det er en stor karriere, der slutter. Heldigvis for os slutter den i GOG. Jeg er meget glad for, at Torsten kom tilbage og valgte at ende sin karriere her. Forhåbentlig har han stadig mange gode oplevelser til gode i GOG i denne sæson,” lyder det fra Kasper Jørgensen med henvisning til, at Laen og resten af GOG-spillerne deltager i Final4, og som nummer to i grundspillet ligger godt til også at skulle spille med om mesterskabet i 2018.

Held og lykke fra træneren

Karrierestoppet betyder, at Torsten Laens sidste træner på højeste plan er Nicolej Krickau. Han har haft glæde af Laens rutine i sin første sæson i GOG.

”Vi skylder Torsten et stort tillykke med den beslutning. Der er ingen tvivl om, at selvom jeg ikke har kendt ham så længe, så har han været rigtig fin indgang til klubben for mig. Jeg har haft stor nytte af at have hans erfaring, og ikke mindst hans personlighed til rådighed i gruppen,” siger Krickau.

Selv glæder Torsten Laen sig til tiden uden for håndboldarenaen, og han lægger ikke skjul på, at det passer ham godt, at hans sidste nummererede trøje er GOG-gul.

”Jeg har fået mange, mange store oplevelser med håndbolden, siden jeg for 21 år siden skrev under på min første kontrakt med GOG. Det er helt perfekt, at jeg kan slutte cirklen her i klubben, hvor jeg har fået så meget,” siger Torsten Laen, der har skrevet talrige store meritter på håndbold-CV’et siden 1997:

Pokalskabet fyldt med metal og gyldne minder

I begyndelsen af dette årtusinde indløste han sammen med holdkammeraterne i GOG tre mesterskaber og tre pokaltriumfer, før han skiftede til Ciudad Real i Spanien. Her var han en del af Europas absolut stærkeste klubhold i to sæsoner, hvor han på et hold af lutter verdensstjerner blandt mange andre titler vandt Champions League to gange.

Ved siden af klubhåndbolden har Torsten Laen spillet 152 kampe i rødt og hvidt, og med 257 scoringer havde han også en del af æren for EM-bronzemedaljerne i 2002 og 2004.

”EM-medaljen i 2002 står som noget helt særligt. Det var meget længe siden, at Danmark havde været med så langt fremme, og den oplevelse i Sverige var fantastisk,” siger Torsten Laen, der spillede sin sidste landskamp i 2010.

Efter Ciudad Real skiftede Laen i 2009 til Füchse Berlin. Her gik holdet i løbet af fire sæsoner fra at være en del af midterfeltet i Bundesligaen til at spille i toppen af rækken. Efter opholdet i den tyske hovedstad vendte den stærke stregspiller atter tilbage til Danmark, hvor KIF Kolding København var mellemstationen, inden Laen i sommeren 2016 for anden gang i karrieren skrev under på en kontrakt med GOG.

”Det er umuligt at pege på en enkelt oplevelse, der er den bedste. Min karriere har budt på mange forskellige ophold, og nu håber jeg selvfølgelig, at vi kan slutte sæsonen af med nogle medaljer i Final 4 og i kampen om mesterskabet,” slutter Torsten Laen.

Køb billetter

Siddeplads 125 kr
Ståplads 100 kr
Børn u./12 år gratis (ståplads)

Næste hjemmekamp

08. marts 2018 Kl.20:30


Dage


Timer


Min.


Sek.

GOG - TTH