Tilbage til oversigt
Liga

Nu skal den europæiske drøm udleves

For andet år i træk er GOG klar til kvartfinalerunden i EHF European League, og dermed helt fremme at markere sig blandt de bedste klubber i Europa. Men direktør Kasper Jørgensen er stadig ikke helt tilfreds – i år skal GOG mindst et skridt længere.

Tirsdag den 4. april blev GOGs europæiske eventyr anno 2022 mindst et kapitel længere, da holdet på hjemmebane i Gudme spillede sig overbevisende videre til ¼-finalerne i EHF European League ved at besejre CD Bidasoa Irun. 

Nu venter det kroatiske mandskab RK Nexe Našice i kvartfinalerne, hvor der over to kampe spilles om deltagelse ved Final4-stævnet i weekenden den 28.-29. maj, hvor det endelige slag om medaljerne skal stå. Og direktør Kasper Jørgensen er overbevist om, at GOG-truppen er opgaven voksen.

”Vi er kommet et skridt videre i år, og med førstepladsen i gruppespillet har vi sørget for at give os selv helt optimale muligheder for at komme i Final4. Vi har undgået de værste modstandere, og vi begynder med en udekamp mod Nexe, så vi kan afgøre det hjemme i en fyldt hal i Gudme. Det kan næsten ikke være bedre,” lyder det fra direktøren.

Bedste resultat i 27 år undervejs?

På vejen til Kroatien har GOG med succes krydset klinger med adskillige europæiske storklubber, og ifølge Kasper Jørgensen har holdet fra Sydfyn allerede markeret sig som en af turneringens bedste mandskaber i turneringen indtil videre.

”Det har været en sand fornøjelse at følge kampene i EHF European League i år. Vi har spillet virkelig professionelt og taget nogle imponerende skalpe med sejre over Lemgo, Benfica og Chekhovskiye Medvedi, og vi var uheldige kun at få uafgjort mod Nantes. Det er europæiske storhold, og selvom vi også havde de andre resultater med os, kan ingen tage førstepladsen i gruppen fra os. Den var helt på sin plads,” konstaterer Kasper Jørgensen.

Siden 1993 har GOG nu deltaget i europæiske turneringer 22 gange med et højdepunkt i 1995, hvor holdet fra Gudme tabte finalen i European Cup til mægtige FC Barcelona. Ud over finalen er det blevet til fem kvartfinaler, men Kasper Jørgensen tror på, at det nuværende GOG-mandskab kommer til at skrive historie.

”Sidste år glippede det akkurat i de sidste minutter at slå Orlen Wisła Płock ud i kvartfinalen, da vi tabte i Polen i anden kamp, men jeg er sikker på, at det bliver anderledes i år. Truppen har det, der skal til for at slå kroaterne over to kampe – også rutinen, og jeg tror på, at vi kommer til at spille Final4 i år. Kommer vi så langt, så kan alt ske. Også at Simon Pytlick kommer til at løfte pokalen,” siger Kasper Jørgensen med henvisning til anføreren.

GOGs bedste europæiske resultater gennem tiderne. (Sidste modstander i parentes)

2021 Kvartfinale EHF European League (Orlen Wisla Plock)

2006 Kvartfinale EHF Cuppen (Fricsh auf Göppingen)

2000 Kvartfinale EHF Cuppen (SG Flensburg-Handewitt)

1998 Kvartfinale Cup Winners Cup (Caja Cantabria Santander)

1995 Finale European Cup (FC Barcelona)

1994 Kvartfinale Cup Winners Cup (TSV Bayer Dormagen)