Tilbage til oversigt
Liga

Joachim Lyng Als: “Jeg bobler af spilleglæde”

21-årige Joachim Lyng Als nyder for tiden udsigten til masser af spilletid på venstre fløj. Skadespausen til Alexandre Blonz har åbnet døren, og den unge fløjspiller har grebet chancen med begge hænder.

“Selvfølgelig er det på en kedelig bekostning, men jeg er glad for at få mere ansvar. Jeg mærker tilliden fra trænerstaben og mine holdkammerater, og det har været med til at give mig troen på, at jeg kan bidrage på banen,” fortæller Joachim Lyng Als, der har fundet vej til nettet adskillige gange i kampene i den danske liga siden årsskiftet, hvilket ikke mindst skyldes holdkammeraternes evne til at sætte ham i spil.

“Jeg skal jo fodres lidt, men jeg føler virkelig, at jeg har stor tro på mine egne evner. Samtidig mærker jeg, at de andre også tror på mig, og det betyder meget. Jeg har altid fokuseret på at gribe chancen, når den kom. Nu vil jeg gerne give noget tilbage til holdet,” siger Joachim Lyng Als, der med fem mål på seks forsøg leverede en særdeles solid figur foran de 5.500 tilskuere i Gigantium mod Aalborg Håndbold.

“Det var ikke skræmmende – tværtimod. Det var en fed oplevelse, og jeg nød hvert eneste sekund på banen. Jeg har aldrig nydt det så meget før, og jeg synes også, at den kamp viser, hvor langt vi er nået. Hvis vi lige kan få det sidste med og holde ved i alle 60 minutter, kan vi være med mod de bedste hold i Europa,” siger Lyng Als, der af samme årsag i høj grad har forhåbningerne om DM-guld i behold.

“Vi har vist, at vi kan spille op med Aalborg – og vi har slået dem tidligere på sæsonen, så i vores indbyrdes regnskab er vi faktisk bedst. Intet er afgjort, før den sidste kamp i sæsonen er spillet, og vi har lov til at drømme,” siger Joachim Lyng Als, som ud over at glæde sig over de store kampe på den internationale scene også er glad for, at han var med fra første parket, da GOG indviede den nye Arena i Svendborg i begyndelsen af februar.

“Jeg har været i klubben i mange år og ved, hvor meget der er kæmpet for den nye arena. Det betyder meget at spille i en fyldt hal og mærke opbakningen fra både børn og frivillige. Der er stadig den samme familiefølelse i hverdagen, hvor vi møder de unge i hallen, cafeteriet og på kontoret, så vi får det bedste fra begge verdener,” siger Joachim Lyng Als, der kom til GOG via Kostgymnasiet i Oure for snart fem år siden, og selvom han efter den indeværende sæson skifter til TTH Holstebro, banker det gule hjerte stadig i bedste velgående:

“Det giver mig lyst til at give alt, hvad jeg har, og give noget tilbage til klubben. Det er fantastisk at være med til at spille sjov og seværdig håndbold, og jeg nyder hver eneste kamp i Svendborg. Det er ikke kun os spillere, der gør en forskel – det er hele klubben. Derfor vil jeg gøre mit bedste for at give noget tilbage til dem, der får det hele til at fungere.”