Tilbage til oversigt

Så gik den ikke længere

En tæt pakket GOG Arena udgjorde en fantastisk ramme om en tæt og intens kamp. Men desværre gik den ikke længere for “den gule hær”. SønderjyskE tog de to point med hjem til Sønderborg, og dermed sluttede de gules flotte sejrsstime.

 

Det var ellers ikke skrevet i kortene, at GOG skulle tabe kampen, således var de hele tiden et skridt foran de blåblusede sønderjyder.

Første halvleg startede lidt hektisk med fejl fra begge hold, men det var alligevel GOG’erne der var i teten hele halvlegen. Aku gjorde det rigtigt fint, samtidig med, at forsvar og Kevin Møller stod super godt. Alligevel kunne de to hold gå til pause helt lige, hvor man ellers synes at GOG skulle have ført med to tre stykker. Primært pga. forfærdeligt overtalsspil, fik de gule ikke skabt det lille hul ved pausen.

 

I anden halvleg var det GOG-holdet der kom klart bedst ud. Niclas Kirkeløkke fortsatte de flotte takter, og i Mark Strandgaards fravær boltrede Kasper Kildelund sig på fløjen. De to 94’ere tog virkeligt ansvar, og det er imponerende med den beskedne alder de har. Efter et kvarter var GOG foran med 20-15, men så ramte den såkaldte gummiarm. Tre bolde blev smidt lige i hænderne på en Sønderjyske mand, hvilket resulterede i kontramål, og så var de blå helt med i kampen igen. I denne periode vred Aku rundt på foden, og da Kasper i første halvleg var gået ud med dårlig læg, var det begrænset hvad der var af ressourcer. Sønderjyske kom tættere og tættere på, og egentligt uden at spille specielt flot håndbold gjorde de bare noget, som de mestrer til punkt og prikke, nemlig at hælde bolden ind til deres to fremragende stregspillere. Det løste forsvaret aldrig helt, og det resulterede enten i mål eller straffekast.

Med to minutter igen havde Sønderjyske bragt sig foran med to mål, men et heroisk kæmpende GOG-hold formåede alligevel at udligne med ca. 30 sekunder igen.

Dermed skulle udeholdet forsøge sig med et sidste angreb, og med et sølle sekund igen sikrede de sig sejren, endda på et mål via indersiden af stolpen. Mere surt kunne det næsten ikke være.

I en kamp hvor GOG mindst havde fortjent det ene point, måtte de alligevel se sig besejret af et effektivt Sønderjyske mandskab.

Vi må op på hesten igen, det er ingen katastrofe at tabe til et rigtigt godt hold, men ekstra surt når det var så tæt på. Næste uge skal holdet en tur til Ribe Esbjerg, og se om de kan rejse sig og tage to point hjem til Gudme.