Sidste hjemmekamp i Europa League: De unge står klar til at gribe chancen!
I aften kl. 18.45 er der lagt op til et brag af en kamp i Gudme, når GOG spiller årets sidste hjemmekamp i Europa League-gruppespillet mod slovenske RK Gorenje Velenje. Det bliver en aften med spænding, energi og masser af stolthed over det, vi står for i GOG – nemlig at tro på og udvikle vores unge talenter.
GOG har gennem årene haft en stolt tradition for at bringe egne talenter frem i lyset, og i aften får vi endnu engang mulighed for at vise, hvorfor vi er blandt de bedste til det. Der er lavet lidt omrokeringer i truppen, og flere unge spillere får i dag chancen for at mærke suset ved at spille på den store europæiske scene. For nogle er det første gang, de trækker i den gule trøje til en international kamp – og selvom der måske er sommerfugle i maven, er vi sikre på, at de vil give den alt, hvad de har!
Denne kamp handler også om at give de unge den uvurderlige erfaring og og hjælpe dem med at vokse, når de for alvor skal træde ind som seniorspillere i fremtiden. Der er ingen bedre læringsmulighed end at stå ansigt til ansigt med de slovenske mestre som RK Gorenje Velenje, og vi tror på, at de unge vil gribe chancen med begge hænder.