Tilbage til oversigt

Albrektsen fortsætter som Krickaus højre hånd

Når den nye sæson begynder igen for spillere og trænere i GOG, vil Mathias Albrektsen fortsat være en del af staben. Det ligger fast efter, at assistenttræneren har forlænget samarbejdet med GOG, så det løber i yderligere to år.

“Vi er utrolig glade for, at vi kan holde fast i det setup med Nicolej Krickau som cheftræner og Mathias Albrektsen som hans assistent. De to foregående sæsoner har vist, at konstellationen kan bære os langt, og det er selvfølgelig vores håb, at Nicolej og Mathias kan få os det sidste skridt op på medaljeskamlen i de næste sæsoner,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen om det forlængede samarbejde.

Selv er Mathias Albrektsen også rigtig godt tilfreds med, at han og Krickau får mulighed for at fortsætte deres parløb i de kommende sæsoner.

“Jeg synes, at vi er kommet langt, og jeg ser frem til det arbejde, der ligger foran os. Indtil nu har vi vundet først bronze og siden sølv sammen, så det ligger jo lige for, at vi også prøver at vinde et mesterskab sammen. I den kommende sæson bliver der også nok at se til med vores deltagelse i Champions League-gruppespillet, og det bliver også rigtig spændende at være en del af,” siger 32-årige Mathias Albrektsen, som har været i GOG siden han var 7 år.

De seneste 17 år har Albrektsen fungeret som træner for forskellige ungdomshold fra U12, U14, U16 til U18, og i den forbindelse har han blandt mange andre haft Niclas Kirkeløkke, Frederik Clausen, Lasse Møller, Emil Jacobsen, Frederik Bo Andersen, Emil Lærke, Mathias Gidsel og Lukas Jørgensen under sine vinger.

For Mathias Albrektsens vedkommende bliver fremtiden dog en lille smule anderledes, i det han ikke længere skal være træner for U18-holdet, men til gengæld venter der ham en del opgaver i forbindelse med den stilling som assistenttræner for U19-landsholdet.

Til gengæld fortsætter Albrektsen som Talent- og udviklingschef i GOG, og netop arbejdet med at holde en rød tråd i udviklingsarbejdet sætter Krickaus højre hånd stor pris på.

”Det jeg brænder allermest for, er at se andre lykkes og opnå de mål, som de kæmper for. At se de drenge, som jeg har kendt, siden de spillede U12, U14, U16 eller U18, og støtte dem og være en katalysator i deres rejse. Det er min drivkraft,” fortæller Mathias Albrektsen, som også har håndbold på sin ønskeseddel for resten af karrieren.

”På sigt har jeg en ambition om at blive cheftræner, det vil være en naturlig del af min udvikling og min rejse. Men lige nu er jeg bare glad for at være her sammen med Nicolej og lære en masse af ham. Jeg har en klar drøm om en dag at blive cheftræner i GOG, og om vinde et DM med de drenge jeg har trænet og arbejdet med, siden de var helt unge. Det ville være det største der kunne ske for mig,” konstaterer Mathias Albrektsen.