Anders Zachariassen til GOG til sommer
GOG kan med stor glæde præsentere Anders Zachariassen som ny GOG-spiller til næste sæson. Parterne har skrevet under på en 3-årig kontrakt.
Anders Zachariassen kommer den tyske storklub Flensburg-Handewitt, hvor han er i gang med sin sjette sæson.
“Jeg glæder mig til det her kapitel. GOG er et hold i Danmark på øverste hylde og er med i de europæiske turneringer. Deres måde at spille håndbold på tiltaler mig, og jeg ser det her som den perfekte mulighed for også at få ønsket om en større rolle indfriet. Jeg ser frem til at bidrage med den erfaring, jeg har samlet over de senere år, for at opnå de høje ambitioner og mål, som klubben med rette også har,” fortæller Anders Zachariassen, der har spillet sammen med mange tidligere GOG-spillere i Flensburg-Handewitt, der kun har fortalt godt om klubben på Sydfyn.
Hos GOG er ledelsen glad for at have papir på endnu en dansk verdensmester. Ud over Anders Zachariassen har GOG tidligere offentliggjort en kontrakt med playmaker Morten Olsen fra næste sæson.
”To verdensmestre i GOG-truppen næste sæson er fantastisk. Det er nærmest et drømmescenarie at kunne tilknytte endnu en landsholdsspiller. Anders Zachariassen har stået på vores ønskeliste i lang tid, og nu er det lykkes. Anders er en fightertype, der vil passe perfekt ind i GOG,” mener direktør Kasper Jørgensen, der ser kontrakten på endnu et bevis på, at GOG er en topklub – også i spillernes optik. Et sted, der er attraktivt at komme hen.
Cheftræner i GOG, Nicolej Krickau, glæder sig da også til at skulle sætte Anders Zachariassen på banen i næste sæson.
”Vi er meget glade for at kunne lave en aftale med en kapacitet af den størrelse. En landsholdsspiller i Danmark, en verdensmester og tysk mester. Det taler for sig selv. Vi føler, vi har fået det perfekte match til vores hold. En spiller, der har vinder-dna, en spiller der dækker centralt og er fremragende på kontrafasen. Vi er overbeviste om, at Anders med sin fantastiske fighterattitude for alvor kommer til at sætte fut i SU’VI:T Arena.”
Om Anders Zachariassen:
28 år, stregspiller, kommer fra Sønderborg.Begyndte seniorkarrieren i SønderjyskE og har siden 2014 spillet i den tyske bundesliga hos Flensburg-Handewitt.I Flensburg-Handewitt har han været med til at blive tysk mester i 2018 og 2019. Han blev tysk pokalmester i 2015.Var med til at vinde sølv med U21-landsholdet ved VM i 2011 og fik debut på det danske A-landshold i 2015.På A-landsholdet har han været med til at vinde VM-guld på hjemmebane i januar 2019. Til dato er det blevet til 46 landskampe og 106 mål.