Anders Zachariassen ude med knæskade
Anders Zachariassen kom til skade fredag aften i kampen mod Ribe-Esbjerg på udebane. I dag kom svaret på scanningen. Det forreste korsbånd i højre knæ er ødelagt. Nu venter operation og 12 måneders genoptræning.
“Jeg havde håbet på et mirakel, selvom jeg allerede fredag vidste, at det nok var det. Nu står jeg foran en lang periode med genoptræning, hvor jeg ikke kan være med til at gennemføre den flotte sæson, vi er i gang med. Men jeg vil gøre alr for at komme sikkert og stærkt tilbage til drengene, så vi kan opnå flere store resultater sammen og vinde flere titler,” fortæller GOG-spilleren.
Anders Zachariassen er i gang med sin første sæson i GOG og havde en stor rolle i den første titel i nyere tid. Pokaltitlen i efteråret, hvor stregspilleren blev kåret til finalens fighter.
“Først og fremmest er det utrolig synd for Anders. Han stod over for knockout-kampe i Europa, Final4, slutspil og et muligt OL. Derudover er det selvfølgelig en stor kæp i hjulet for os, men vi kører naturligvis på med alt, hvad vi ejer og har for at indfri vores ambitioner til trods for endnu en stor skade til holdet,” siger GOG’s cheftræner Nicolej Krickau og henviser til, at andre nu må tage over.
“Nu må flere spillere bidrage til at løse de funktioner, Anders efterlader i begge ende af banen. Ikke kun én eller to spillere, for vi har mange til at tage over, og opgaverne vil blive fordelt på flere skuldre.”
Hele klubben føler med Anders Zachariassen, der er gået forrest med sin store rutine på et ungt GOG-hold.
“Jeg er utroligt ked af det på Anders’ vegne og håber, at han kommer godt igennem den svære periode. Anders har, siden han kom til klubben, ydet en fantastisk indsats, og vi kommer til at mangle hans egenskaber – både på og uden for banen i den kommende lange periode. Jeg håber det bedste for Anders og ønsker ham rigtig god bedring,” lyder det fra GOG’s direktør Kasper Jørgensen.
Anders Zachariassen har de senere år også været med på det danske landshold. Han vendte i januar hjem med endnu en VM-guldmedalje til samlingen. Han var også med det danske landshold for to år siden, da det blev til VM-guld på hjemmebane.