Bronzeserien skal afgøres i Gudme
Der var drama for alle pengene, da GOG mandag aften mødte TTH i den anden kamp i serien om bronzemedaljerne. Desværre for GOG gik marginalerne hjemmeholdets vej i Gråkjær Arena, og et nederlag på 38-39 betyder, at serien skal afgøres foran hjemme publikum i Gudme den 16. juni.
Selvom GOG havde vundet det første opgør i serien relativt overbevisende, blev det meget hurtigt klart, at TTH-spillerne på ingen måde havde tænkt sig at strække våben mandag aften.
De første fem minutter delte de to mandskaber scoringerne pænt mellem sig, men derefter fik hjemmeholdet et særdeles solidt greb i kampen, og efter et rent scoringsorgie viste tavlen 10-5 til TTH efter godt 10 minutter.
Den føring blev tilmed øget til 14-7 midtvejs i første halvleg, før Krickau & Co. fik trukket håndbremsen og lavet nogle justeringer i spillet, så ved pausen var GOG nede med 18-22.
Anden halvleg fortsatte i samme målrige stil, og efter en indskiftning af Søren Haagen fik GOG ikke alene lukket hullet, men også etableret en føring på et enkelt mål, da der manglede 20 minutter.
I midlertid kom hjemmeholdet tilbage i teten, og selvom Emil Lærke fik chancen for at udligne på et frikast efter sidste fløjt, var en tredje og sidste kamp en realitet.