Tilbage til oversigt

Emil Jakobsen og 10 fantastiske år i GOG

(Foto: Louise Boo)

Emil Jakobsen har til sommer spillet 10 år i GOG. Efter sæsonen skifter han til Flensburg-Handewitt.– vi har talt med GOG-profilen om de mange minder i den gule trøje: Hvad husker du fra den dag, hvor:

 

… du kom til GOG første gang?

Det var meget stort for mig at komme til GOG, da det var det førende hold med de allerbedste spillere på det tidspunkt. At jeg som U12-spiller kunne spille i Fyns bedste klub var fedt, men på samme tid et stort pres. Derfor husker jeg også, hvor nervøs jeg var til den første træning. Heldigvis var det slet ikke slemt, da jeg blev taget imod med åbne arme både af klubben og af spillerne på holdet. 

Jeg husker også, at min far kørte mig i hallen den dag – og det fortsatte han så med alle de efterfølgende ungdomsår, indtil jeg selv fik kørekort. Han må have følt samme velkommenhed i klubben som mig, da han ender med at blive holdleder på mit hold og var det i flere år efterfølgende. Så man må sige, at vi begge blev betaget af klubben og klubånden allerede fra start.  

 

… du vandt din første medalje i GOG-trøjen?
Min første medalje med GOG var nok til Fynsmesterskabet i U16, men det tæller ikke rigtigt, synes jeg, da det ikke er lige så sejt som DM-guld. Men faktisk fik jeg aldrig DM-guld som U16-spiller i GOG. Det blev blot til en bronzemedalje, da jeg gik på Oure Efterskole. Heldigvis to vi revanche som U18, hvor vi begge sæsoner vandt DM-guld.

 

… du fik din første kontrakt?

Jeg får min første kontrakt som U18-spiller. Det var selvfølgelig en ungdomskontrakt, da jeg ikke var så gammel, men for mig var det kæmpestort. Jeg var nærmest ligeglad med, hvad der stod i selve kontrakten, og jeg læste den ikke igennem, tror jeg. Jeg skyndte mig bare at underskrive. Jeg var meget stolt i det øjeblik, da det havde været målet for mig et godt stykke tid. Som U16-spiller indser jeg ligesom, at jeg måske havde muligheden for at ende sammen med de store drenge på ligaholdet, da jeg på det tidspunkt selv også begyndte at vokse opad og udvikle et par muskler.

 

… du var til den første GOG-julefrokost?
Det husker jeg i alt for høj grad. Jeg kom til at spille lidt for smart til min første GOG-julefrokost, da var en lidt kæk dreng. Så jeg husker, at jeg sneg mig over til ligaholdets bord og snuppede en snapsflaske, som jeg måske også drak lidt for meget af efterfølgende. Men alle julefrokosterne husker jeg som specielle, da det er en tradition, man som GOG-spiller ser frem til hvert år. Her mødes både unge og gamle, nuværende og tidligere spillere og hylder fællesskabet i klubben.  Vi fejrer ligesom GOG sammen, da vi alle har den gule trøje til fælles – og det er værd at skåle på.

 

… du spillede din første ligakamp?

Jeg husker min debut i sæson 2015/16 ekstra tydeligt, da det kom meget pludseligt, og det var en meget speciel oplevelse. Jeg havde trænet med holdet i en periode, men havde aldrig været med til en kamp. Inden Final4 får jeg så en plads på holdkortet grundet skader hos både Mikkel Møller og Tobias Møller. Jeg får lov at spille 15 minutter i finalen, men brænder min eneste chance, og vi ender med at tabe stort til HC Midtjylland. Men oplevelsen og mindet kan ingen tage fra mig.

… du vandt din første medalje med ligaholdet?

Til samme Final4-stævne, hvor jeg fik min debut, vinder jeg en sølvmedalje, så det gik hurtigt. Samlet set har jeg med ligaholdet vundet både en DM-sølv og DM-bronze, og så kan i jo selv gætte jer til, hvilken som mangler i samlingen. Derudover har jeg to sølvmedaljer fra Final4, men dem fik jeg heldigvis revanche for i denne sæson, da vi vandt pokaltitlen og guldet i efteråret. Jeg håber da også på at kunne slutte min tid i GOG med endnu en af guld.  

 

… du spillede din bedste kamp?

Uha, den er sørme svær, der er jo så mange kampe, jeg har spillet godt i J
Den kamp, der står skarpest, er fra mit første år som seniorspiller, hvor jeg mod Mors-Thy Håndbold scorer otte mål på otte forsøg. Det var her, jeg ligesom fik bevist mit værd over for både min træner, men også mig selv. Det var en stor oplevelse.

 

… du blev udtaget til landsholdet første gang?

Det er faktisk en sjov historie. Jeg sad i min bil på vej til Gudme, hvor Lasse Kronborg ringer til mig og siger ”tillykke med udtagelsen”. Jeg går ud fra, at han mener udtagelsen til U21-landsholdet, som var blevet offentliggjort et par måneder tidligere, så jeg siger stille og roligt bare ”tak”. Han forstår ikke rigtig, hvorfor jeg reagerer så afdæmpet og fortæller mig så, at det altså er A-landsholdet, som jeg er udtaget til. Da jeg ikke var den voksne type, som tjekkede min mail, var jeg ikke blevet informeret, og det blev derfor gennem Kronborg, at jeg opdagede, at jeg var kommet med på landsholdet. Jeg indrømmer gerne, at jeg selvfølgelig tjekker min mail oftere den dag i dag.

 

… du fik dit bedste minde fra GOG?
Der er så mange gode minder – både på og uden for banen. Jeg mindes ikke kun kampene og medaljerne, men også alle menneskene, venskaberne og julefrokosterne. Den største oplevelse har dog helt klart været pokaltitlen i denne sæson. Det var stort at bringe en titel tilbage til GOG og mærke, hvor stor glæde det skabte i klubben og hos sponsorerne. Det var en milepæl, som jeg er stolt over at have være med til.

 

… du fik de bedste gule venskaber?

Desværre må jeg vel nok sige Mathias Gidsel. Vi har haft en sjov rejse sammen, siden vi startede på Oure Efterskole. Han har været god at spare med og god at grine med. Vi har kunnet bruge hinanden meget.  

Og så må jeg nok også nævne Lasse Møller, da jeg jo uden ham ikke havde stået her i dag. Uden ham havde jeg ikke fået alle de gode udspil, som jeg har kunnet lavet alle målene på J Ej, spøg til side – jeg glæder mig meget over at skulle spille med Lasse igen. Vores gule venskab betyder meget for mig, og han bliver en stor støtte i mit kommende skifte til Flensburg-Handewitt.  

 

Tror du på udtrykket: ”En gang gul altid gul”? Og Hvad vil det sige for dig at have et gult hjerte?

Ja, det tror jeg helt bestemt på. Jeg tror på, at jeg altid vil have minderne og fælleskabsfølelsen med mig. Fra GOG har jeg lært en tilgang omkring, at man skal respektere alle mennesker, man møder på sin vej – store som små. Denne her klub er speciel på den måde, at der findes et unikt træningssystem, hvor unge talenter så tidligt kan komme op og træne med de bedste. Og selvom man blot er lille skid, som jeg var, så tager alle sig af dig, og man bliver skubbet i den rigtige retning udviklingsmæssigt. Det findes bare ikke i andre danske klubber.

 

Hvad lægger du i klubbens udtryk: ”En for alle – alle for en”?

At alle er lige. I GOG er man en samlet enhed, og vi efterlader ingen tilbage. Det unikke ved udtrykket ligger i, at man aldrig føler sig udenfor eller mindre værd i GOG.

”En for alle – alle for en” betyder for mig, at Morten Olsen er ikke vigtigere end Anette ude i cafeteriet – alle vægtes lige højt.

 

 

FAKTA:
Navn: Emil Manfeldt Jakobsen  

Position: Venstre fløj  

Fødselsdag: 24. januar 1998

Tid i GOG: 2011-2021 – skifter til SG Flensburg Handewitt til sommer.

Personlig sponsor: Nordic Story Studio