Tilbage til oversigt
Liga Talent

Endnu et stortalent får lang kontrakt med GOG

18-årige Emil Tonnesen er den næste i rækken på vej mod at blive morgendagens håndboldstjerne, som så mange andre før ham. Den unge bagspiller går lige nu på Skolerne i Oure og har allerede i efteråret fået debut på GOG’s ligahold. Nu har han skrevet kontrakt med klubben for de næste fem sæsoner.

Der gik ikke mange sekunder fra Emil Tonnesen kom på banen for første gang for GOG’s ligahold, før han kylede bolden i netmaskerne. Målet blev sat ind mod Nordsjælland tilbage i november. Fra den kommende sæson og fem år frem har Tonnesen og GOG nu papir på hinanden.

”Jeg har skrevet kontrakt med GOG, fordi jeg går på Skolerne i Oure lige nu, og det er den bedste mulighed for mig. GOG er jo en af Danmarks bedste klubber, så det er kæmpestort for mig,” siger Emil Tonnesen fra Ribe, hvis forældre også spillede håndbold på højt niveau i Ribe HK.

”Miljøet her med GOG og Oure er perfekt for mig. Jeg kan træne på højt niveau og samtidig tage en STX-uddannelse på Kostgymnasiet. Her er det perfekte miljø og muligheder for min udvikling.”

Stjernefrø bliver sået igen og igen

Emil Tonnesen kom til Sydfyn som en del af et efterskoleophold på Skolerne i Oure, og nu er han så fortsat i 1.g. på kostgymnasiet. Som en af Danmarks største talenter og ungdomslandsholdsspiller var det ikke en svær beslutning for GOG at sikre sig den unge bagspiller.

”Vi har enormt store forventninger til Emil Tonnesen. Han har i den seneste tid vist sig flot frem, er enormt mentalt robust i de svære situationer og har troen på sig selv. Han er en dynamisk spiller, der er god både i forsvar og angreb. En meget alsidig spiller, der både kan gennembrud, skud og har et godt blik for spillet,” mener GOG-træner Nicolej Krickau.

Det er ikke tilfældigt, at kontrakten lyder på fem år – frem til sommeren 2028. Det er en helt bevidst strategi. Erfaringen har jo vist, at GOG skaber masser af dygtige talenter, som hurtigt bliver attraktive for internationale klubber. Derfor ønsker GOG at sikre sig lidt af den indsats, der lægges i talentarbejdet i samarbejde med Skolerne i Oure.

”Det gør mig utrolig glad og stolt som GOG-direktør, at vi har lavet en lang aftale med en af landets allerstørste talenter. Vores strategi er jo fortsat at skabe vores egne talenter, og at de skal blive morgendagens stjerner. Emil har allerede fået debut på ligaholdet, men jeg er sikker på, at han kun vil få en større og større rolle og bliver en af dem, der skal være med til at sikre, at GOG også i fremtiden skal vinde medaljer,” lyder det fra Kasper Jørgensen, direktør i GOG.

”Jeg drømmer om at blive den bedste spiller, jeg kan blive. Og så drømmer jeg om at vinde et dansk mesterskab med GOG,” slutter det ambitiøse stortalent.

Ved siden af klubkampene i GOG spiller Emil Tonnesen også på det danske U18-landshold, og han var med til at spille U18-EM for Danmark sidste sommer.