Tilbage til oversigt

Energi Fyn er blevet hovedsponsor



 Energi Fyn og GOG styrker det sponsorsamarbejde, som de to selskaber indledte i 2012. Nu med Energi Fyn som en af hovedsponsorerne. 

 

GOG har igennem de seneste år opbygget et stærkt hold både sportsligt og økonomisk. Energi Fyn er fynboernes elselskab, og derfor er det ganske naturligt, at den fynske el-virksomhed vælger at fortsætte og styrke samarbejdet med et af Fyns sportslige fyrtårne.

 

– Det glæder mig, at vi kan fortsætte det gode sponsorsamarbejde med GOG, og vi ser frem til også at følge dem i håndboldligaen i 2016. Vores styrkede partnerskab med GOG understøtter i høj grad vores ambition om at udvikle Fyn, og samtidig giver det os mulighed for at nå endnu flere af vores kunder, siger Bent Agerholm, koncernchef i Energi Fyn. 

 

Han tilføjer, at Energi Fyn støtter både elite- og breddeidrætten på Fyn, og derfor er det en vigtig del af aftalen, at også amatørafdelingen under GOG indgår i samarbejdet. Det betyder blandt andet, at Energi Fyns logo er på spillertrøjerne i hele foreningen.

 

– Vi er glade for, at fortsætte samarbejdet med Energi Fyn, så vi kan fokusere på det sportslige i kamp om at forblive i toppen af dansk håndbold. Det er yderst positivt, at Energi Fyn vil fortsætte samarbejdet som hovedsponsor. Det gør vores muligheder for succes endnu større i fremtiden. Ud over selve sponsoratet har vi også et samarbejde med Energi Fyn omkring sponsorordningen FynskSupport, hvor vores medlemmer kan støtte os via deres el- og gasforbrug. I år fik vi udbetalt 27.640 kroner via FynskSupport ordningen, fortæller Kasper Jørgensen, direktør i GOG Sport A/S.

 

Sponsoraftalen mellem GOG og Energi Fyn løber frem til sommeren 2016.

 

Kontakt

Bent Agerholm, koncernchef i Energi Fyn, telefon 63 17 19 00.
Kasper Jørgensen, direktør i GOG Sport A/S, telefon 20 80 48 35.

 

 

Fakta om Energi Fyn
Energi Fyn er en moderne og velkonsolideret energikoncern med fokus rettet mod Fyn og koncernens 175.000 fynske andelshavere. Energi Fyns fornemmeste opgave er at sikre andelshaverne lave elpriser, høj forsyningssikkerhed og god service. Energi Fyn deltager også aktivt i udviklingen af et bæredygtigt energisystem og er med til at udvikle Fyn gennem investeringer i fibernet, forskning og udvikling og gennem koncernens fonde og sponsorater.

Ud over GOG sponsorer Energi Fyn blandt andet fodboldsamarbejdet Øens hold under OB, H.C. Andersen Festivals og Odense Zoo. 

Desuden støtter Energi Fyn det fynske klub og foreningsliv via sponsorordningen FynskSupport, hvor private og mindre erhvervsdrivende kan vælge at støtte en klub eller forening via deres el- og gasforbrug. Vel at mærke uden at de skal have penge op af lommen. Energi Fyn betaler nemlig 2 øre pr. forbrugt kWh el og 6 øre pr. forbrugt m3 gas. Samlet blev det til en million kroner til det fynske foreningsliv i 2014. 

 

Fakta om GOG

Med syv danske mesterskaber på herresiden er GOG en af de mest vindende klubber i dansk håndbold gennem de sidste 20 år. Derudover består klubben af en stor ungdomsafdeling, der tæller 450 medlemmer. GOG er den klub i Danmark, der har vundet suverænt flest danske mesterskaber igennem tiden på ungdomsplan.

GOG er og vil fortsat være Danmarks bedste talentfabrik og førsteholdet skal til enhver tid bestå delvist af egne talenter. Dette suppleret med spillere udefra, der kan stå inden for GOG’s værdier om ambition, vilje, troværdighed, tillid og glæde.
GOG vil med udgangspunkt i talentarbejdet, god organisation og bæredygtig økonomisk strategi, arbejde resultatorienteret på at opnå sportslige resultater.