Tilbage til oversigt

Espen forventer svær kamp

Lørdag går turen helt til Mors, når GOG møder Mors-Thy. Det er en af årets længste ture, og den vise sig at blive endnu længere hjem, hvis GOG-spillerne ikke går ind til kampen med respekt for modstanderen. Hallen i Mors går under navnet ”Bette Balkan” på grund af den fantastiske stemning tilskuerne skaber, og det har igennem de seneste år lagt grund for nogle flotte sejre over flere af ligaens bedste mandskaber. Espen Christensen forventer, at lørdagens kamp bliver en af de meget svære.

 

”Som spiller er det altid sjovt at spille de kampe, hvor tilskuerne er imod dig. For mig personligt giver det bare endnu mere lyst til at præstere på topniveau. For os handler det om at gå ind til kampen med den rette attitude, og vi må for alt i verden ikke undervurdere Mors-Thy, for så får vi simpelthen ikke noget med hjem derfra. Vi har set i år, hvor uforudsigelig ligaen er, og derfor er det også vigtigt at gå ind til samtlige kampe 100 % klar, for ellers kan du tabe til alle”, siger Espen Christensen til gog.dk

 

Espen Christensen fik et vrid i knæet under mandagens træning, men han forventer alligevel at være klar til lørdagens opgør, hvis fremskridtene fortsætter.

 

”Planen er at tage det lidt roligt indtil weekenden, og så ellers se hvordan knæet reagerer på træningen. Hvis der ikke sker noget helt skidt, så forventer jeg selvfølgelig at spille kampen på lørdag”.