Tilbage til oversigt

Fjerde nederlag på stribe

Der var lagt i kakkelovnen til Tvis-drengene, da de skulle på besøg i GOG Arena, men flammerne omkring dem falmede lynhurtigt, og desværre blev det en kamp, der reelt var afgjort tidligt.

Efter tre nederlag på stribe, godt nok dygtige modstandere og tophold, var det et sultent GOG-mandskab der gik på banen. Desværre kom de gule skidt fra start, og så sneg usikkerheden, og den måske manglende selvtillid, ind i GOG Arena og det unge mandskab.

Fra start af var det vestjyderne der var i teten. Den tidligere GOG-spiller Jakob Green, gjorde som det passede ham. Og alene i første halvleg lavede han seks mål på seks forsøg. Forsvaret var for engangsskyld fraværende det første kvarter af kampen, og det udnyttede Holstebro til at komme foran med 13-8. Angrebet spillede usikkert og nervøst, og kunne ikke åbne Tvis’ utraditionelle forsvar. Efter ca. 20 min af første halvleg fik forsvaret lidt bedre fat, Emil Tellerup kom på banen og havde en del redninger, men tættere på end de fem mål, nåede holdet desværre ikke i første halvleg.

 

Anden halvleg kom GOG’erne lidt bedre ud. En overtalsperiode blev vundet 2-0, og så var man lige pludselig kun bagud med tre. En række lidt heldige mål gjorde dog, at Holstebro igen fik lidt ro på tingene, og GOG haltede bagefter. Vestjyderne spillede kloge og meget lange angreb, og hver gang at de gule halede lidt ind på dem, og chancen for minus 3 og minus 2 var der, forpassede de chancen ved enten en brændt chance eller en teknisk fejl.

 

Da der manglede et kvarter var GOG bagud med syv mål, og her lignede det at alle tøjler blev smidt. Der blev løbet kontra på det hele, og da der manglede to minutter, var forspringet skrumpet ind til tre mål. Endnu en stor chance blev brændt, da GOG var to mand i overtal, og så kunne Tvis Holstebro spadsere stille og roligt i mål.

 

Største lyspunkt i kampen var Emil Tellerup der kom på banen midt i første halvleg, og sluttede kampen med en redningsprocent på 55.

 

Fire kampe i træk er blevet tabt. Isoleret set har det været fire dygtige hold, med langt større budgetter end vores eget. Men derfor gør det alligevel ondt på en vinderkultur som vores at tabe fire i streg. Det der gør endnu mere ondt er, at holdet reelt i tre af de fire kampe ikke har været i nærheden af en sejr.

Der er ikke andet for at kæmpe videre i træningslokalet, og håbe man kan genfinde niveauet fra det flotte efterår.

Tak til publikum for den flotte støtte, da det kniber mest. Vi håber I bliver ved med at komme og støtte drengene, og så lover drengene at give den fuld skrue i den sidste del af sæsonen.