Tilbage til oversigt

Flere corona-smittede i GOG-lejren

Stik mod alle forhåbninger viste torsdagens coronatest i GOG-lejren, at der nu er yderligere to spillere og flere fra staben, der er testet positive, og derfor aflyses lørdagens planlagte kamp mod Fredericia i henhold til reglerne.

“Vi er gået fra at have haft tre smittede spillere til at have fem smittede spillere, da også Steven Plucnar og Frederik Clausen er blevet testet positive i dag. Med flere smittede i staben, er det logisk, at lørdagens kamp aflyses, så vi kan få brudt smittekæden,” siger Kasper Jørgensen, der krydser fingre for, at denne uges isolationsstrategi viser sig at have været effektfuld.

“I mandags sendte vi alle spillere i isolation, så det ikke kunne smitte hinanden, og vi håber naturligvis, at det har gjort, at antallet af smittede ikke stiger yderligere,” konstaterer Kasper Jørgensen, som tilføjer, at der fortsat mangler svar på en del COVID-19-test.

Tidligere på ugen blev GOGs udekamp i European League mod Trebnje fra Slovenien udsat, og dermed er det foreløbig to kampe i GOG-programmet, som skal flettes ind i kalenderen, når det er muligt, men for Kasper Jørgensen er udfordringerne med kampprogrammet det mindste problem:

“Det vigtigste for mig er selvfølgelig, at der ikke er nogen, som bliver alvorligt syge. Indtil videre har alle de smittede kun haft lette eller ingen symptomer, og det siger sig selv, at vi krydser fingre for, at det fortsætter sådan,” siger Kasper Jørgensen.

På grund af situationen er alle spillere og personer i staben omkring holdet fortsat i isolation, indtil der er styr på smittespredningen.