Tilbage til oversigt

Frederik Bo Andersen bliver i GOG

GOG har skrevet ny kontrakt med holdets talentfulde højrefløj Frederik Bo Andersen, så de to parter har papir på hinanden frem til sommeren 2022.

 

Frederik Bo Andersen kommer oprindeligt fra Roskilde, men han har været i GOG siden 2015, og den dygtige fløjspiller har været en del af GOGs ligahold, siden han blev seniorspiller i 2017.

 

”GOG er en meget ambitiøs klub, og vi har haft et godt samarbejde både i ungdomsårene og nu også i seniortiden. Så jeg kunne ikke se andre valg end at fortsætte i GOG,” siger 20-årige Frederik Bo Andersen.

 

”Jeg er meget glad for min nye kontrakt. I GOG spiller vi om medaljer og nu også Champions League, og det er med til at give mig en masse erfaring både internationalt og i ligaen.”

 

Frederik Bo Andersen har i sine fire år i GOG vundet to U18 DM-guldmedaljer, en bronzemedalje og en sølvmedalje. Ved siden af håndboldlivet i det sydfynske læser han fysik på Syddansk Universitet i Odense.

 

”Vi er mega glade for, at Frederik Bo bliver i GOG to sæsoner mere. Han har gjort det rigtig godt på ligaholdet, og som indskiftningsspiller her de første sæsoner er han kommet på banen og vist højt niveau og haft is i maven, når det blev vigtigt. Det er dejligt at have nogle spillere, der arbejder hårdt og også er kølige i deres spil i de vigtige situationer. Så vi er rigtig glade for, at Frederik Bo har valgt at blive,” udtaler GOGs cheftræner Nicolej Krickau.

 

Frederik Bo Andersen havde kontrakt med GOG frem til sommeren 2020. Den er nu altså forlænget med to år til 2022.