Frederik Bo skifter til udenlandsk klub
Fredag står det klart, at GOG bliver en profil færre i den kommende sæson, da Frederik Bo Andersen har takket ja til en kontrakt med en udenlandsk klub. Aftalen træder i kraft med det samme.
“Frederik havde kontrakt på en sæson yderligere, men han har fået et spændende tilbud, som vi ikke vil stå i vejen for, og da hans kommende klub samtidig har betalt en overgangssum for at få skiftet til at ske nu, var forhandlingerne relativt hurtigt klaret,” siger direktør Kasper Jørgensen om klubskiftet.
Frederik Bo Andersen har været i GOG siden 2015, hvor han flyttede fra Roskilde. Siden har han været gennem hele GOG-systemet med efterskoleophold og gymnasium i Oure, og det er således en helt igennem gul 22-årig spiller, som siger farvel til GOG efter en sidste sæson, hvor han med 50 mål var medvirkende til, at GOG hentede DM-bronze.
Og faktisk var et klubskifte ikke for alvor i Frederik Bos tanker, da muligheden opstod.
“Jeg havde planlagt, at jeg skulle blive i GOG i mange år endnu, men da jeg pludselig blev præsenteret for den her chance, som betyder, at jeg nu skal prøve kræfter med en af verdens stærkeste ligaer, kunne jeg ikke sige nej,” siger Frederik Bo, der på ingen måde smækker med døren i Gudme.
“Jeg skylder GOG utrolig meget, og jeg er bestemt ikke afvisende over for, at jeg vender tilbage senere i min karriere. Det er sådan en klub, som man helt igennem bliver en del af. Og hvis jeg kommer tilbage, så er det jo garanteret også de samme mennesker, der er i og omkring klubben til den tid,” lyder det fra Frederik Bo.
Højrefløjens kommende arbejdsgiver forventes at melde aftalen ud senere fredag.