Tilbage til oversigt

Fremgang men nederlag

Efter nogle meget dårlige præstationer hjemme i GOG Arena, var målet for GOG-drengene i dag, at de skulle have en god oplevelse, at der skulle være fight, gnist og tænding, og det blev opfyldt.

 

Kampen startede godt for de gule, og angrebsspillet som ellers har haltet, var mere direkte og målsøgende end længe set. Der blev fightet i forsvaret, og det var derfor to hold, der fulgtes ad hele halvlegen. GOG var flere gange foran med to mål, men til sidst måtte de se Skjern bringe sig foran med én til pausen. 13-12.

 

Stemningen i omklædningsrummet var god, og der var en masse positivisme at spore. Desværre blev starten på anden halvleg ikke så god som første.

Angrebsspillet blev igen lidt for sidelæns, og overtalsperioder blev tabt med et og to mål. Samtidig fik Skjern-skytterne virkeligt hul på bylden og bombede løs for vestjyderne.

Det betød også at GOG aldrig fik gang i kontrafasen, og det blev derfor en lang anden halvleg, hvor det hele tiden var op ad bakke for de gule.

 

Det hele endte med et seksmålsnederlag, hvor GOG aldrig for alvor var tæt på de grønblusede, men der var flere positive takter at spore. Målet om fight, udstråling og gå-på-mod blev i den grad opfyldt i første halvleg, og det må de gule tage med sig i en noget sværere sæsonstart end sidste år.

 

Næste kamp er lørdag d. 18/10 i GOG Arena mod Århus Håndbold