Første sponsor i ”nyt GOG” nu hovedsponsor
Da GOG skulle bygges op igen efter konkursen, var Michael Nielsen fra Midtfyns Totalservice klar til at bakke op. Direktøren er gul helt ind i hjertet og ønskede sin klub tilbage til toppen af dansk håndbold. Nu kan GOG præsentere endnu en ny hovedsponsor – Midtfyns Totalservice er rykket helt frem i SU’VI:T Arena blandt de største partnere i klubben.
I 2010 måtte GOG ned i 2. division. Klubben var gået konkurs, og Kasper Jørgensen blev ansat til at få de gule på Sydfyn tilbage blandt de bedste. Med stor opbakning fra lokale kræfter.
”Jeg husker stadig, at den første, der bankede på min dør dengang, var Michael Nielsen fra Midtfyns Totalservice, som gerne ville være sponsor,” fortæller GOG-direktøren.
Michael Nielsen støtter GOG med hele sit hjerte gennem sit firma Midtfyns Totalservice og i den her sæson er firmaet rykket helt fremme på første række hos de gule som hovedsponsor i GOG. En beslutning, der primært er taget med hjertet. Michael Nielsen har selv spillet i den gule trøje i sine ungdomsår, han er aktionær og medlem af bestyrelsen. Beslutningen er dog også taget med hjernen.
”Vi får nu nogle penge retur for den støtte, vi giver. Efter vi har udvidet vores forretning fra skadesservice til også at tilbyde håndværkerservice. Så har vi fået flere i GOG-netværket som kunder, og så gav det mening for os at investere mere i klubben,” forklarer indehaver Michael Nielsen fra Midtfyns Totalservice.
”Jeg har selv spillet i GOG. Jeg kender mange i klubben. Jeg har været med fra start til at bygge GOG op igen, så vi kunne vende tilbage til toppen. Jeg kan se, hvordan det også giver værdi til andre, så det er jeg glad for at være en del af.”
Midtfyn Totalservice er nu blandt de største partnere som hovedsponsor i GOG. Michael Nielsen er glad for at få sit logo på trænernes trøjer. Det er der blevet lagt mærke til. Det har direktøren fået flere kommentarer på. Og at få mere Midtfyns Totalservice i GOG er Kasper Jørgensen også tilfreds med.
”Jeg er meget glad for, at en mangeårig samarbejdspartner er rykket et niveau op. Når en med så meget hjerte for GOG vælger at lave så stor en aftale med os. Det betyder meget. Det er med til at sikre, at vi kan holde det sportslige niveau og fortsætte vores vækst både på det sportslige og det økonomiske,” lyder det fra GOG-direktøren.