Tilbage til oversigt

Gidsel og Emil J. tror på EHF-triumfen

Selvom de umiddelbart var en smule skuffede over at have formøblet en stor føring i første kvartfinale mod Wisla Plock i EHF European Cup, var både Mathias Gidsel og Emil Jakobsen ved godt mod, da de gjorde status lige efter kampen.

“Det er en lidt en træls fornemmelse, fordi vi var foran med otte, og det skal vi være bedre til at lukke, for så havde der ikke været noget at spille om i Polen. Men havde I sagt til mig i går, at vi vandt med tre, havde jeg solgt den for det. Vi har vist i Moskva, at vi godt kan vinde på udebane,” sagde Mathias Gidsel til TV3 Sport, og han blev suppleret af Emil Jakobsen:

“Det er måske lidt træthed eller sjusk, der gør, at vi ikke vinder større. Jeg føler, at vi kunne have scoret 40. Men vi plejer at være bedre end vores modstandere til at komme tilbage efter en tæt første kamp,” lød det fra venstre fløjen.