Tilbage til oversigt

GOG cykler sæsonen i mål – farvel til spillere, der stopper

Håndbold betyder selvsagt alt i GOG, men cykling spiller også en væsentlig rolle. Hvert eneste år trampes der i pedalerne for håndbolden i Gudme til cykelsponsorløbet Tour de GOG, hvor der gang på gang samles et stort beløb ind til klubben.

 

I år skulle det have været den 7. marts i forbindelse med ligakampen mellem GOG og KIF Kolding. Men coronakrisen sendte tilskuerne ud af hallen og med dem også Tour de GOG.

 

”Det var selvfølgelig enormt ærgerligt. Tour de GOG er en fed event og en sjov tradition, vi har i klubben, som samtidig også har stor betydning for vores økonomi, så det var vi da kede af at skulle aflyse, men nu har vi fundet en ny måde at arrangere det på, så der stadig bliver kørt på cykel, og hvor alle kan følge med hjemme fra stuen. Opbakningen til ideen har virkelig været stor,” fortæller GOGs direktør Kasper Jørgensen.

 

Derfor har GOG valgt at gennemføre Tour de GOG den 9. juni kl. 19.00 til 21.00 hos AV Center Odense. Ud over cykelløbet vil der være forskellige indslag og konkurrencer i løbet af de to timer. Der vil være interviews med GOGs direktør Kasper Jørgensen om status i klubben lige nu. Og så skal vi sige farvel til de spillere, der stopper i klubben. I den forbindelse vil blandt andre anfører Lasse Kronborg og Lasse Møller kigge forbi. Og så vil der også være en lille overraskelse til dem, der kigger med, som vi håber vil skabe glæde blandt vores fans.

 

”Og så har flere af vores madpartnere – Kokken & Jomfruen, Restaurant Svendborgsund & Annes Bøfhus Svendborg meldt sig på banen og lavet madpakker til favorable priser, så man kan bestille mad og nyde den foran skærmen, mens man følger aftenens underholdning. Så en GOG-aften med en GOG-menu,” fortæller Mads Bruus, der er kommerciel chef i GOG.

 

Du kan følge Tour de GOG online via et link, der offentliggøres på GOGs hjemmeside og Facebookside. Det er gratis og alle er velkomne.

 

”Vi håber, det kan blive en festlig afslutning på sæsonen, og når vi nu ikke har mulighed for at mødes til håndbold, så håber vi rigtig mange vil bruge et par timer hjemme i stuerne, følge vores arrangement og sige pænt tak til alle for sæsonen 2019/20,” slutter direktør Kasper Jørgensen.

 

Aftenen vil også byde på offentliggørelse af vinderen af GOG Håndbolds billotteri, og der vil være afslutning på vores trøjeauktion. Lige nu kan man f.eks. gå på odendo.dk/gogsport og byde på en af spillernes originale spillertrøjer fra sæsonen 2019/20.