Tilbage til oversigt

GOG-direktør tilfreds med sæsonstart

Efter de første fire runder af sæsonen ligger GOG med 5 point pænt til i stillingen. Det skyldes ikke mindst, at niveauet i ligaen indtil nu har været uhyre jævnbyrdigt, mener direktør Kasper Jørgensen, der er godt tilfreds med udbyttet indtil nu.

 

“Jeg synes, at vi har haft svært program, men vi er kommet pointmæssigt fornuftigt igennem det. Allerede nu kan vi se, at det tyder på en sæson uden lette kampe. Alle slår hinanden, og derfor er vores mål, at vi skal søge at opnå en stabilitet på holdet. Kan vi finde den, så kan vi komme langt,” lover Kasper Jørgensen.

 

Udover pointhøsten glæder direktøren sig derfor over, at alle spillerne nu er til rådighed for træner Nicolai Krickau, der på den måde får bedre mulighed for at finde den rette opskrift på GOG-succes.

 

“Vi er ved at have hele truppen tilbage i fuldt vigør. Alle mand var til rådighed i lørdags for første gang i denne sæson, og det håber vi selvfølgelig, at vi kan fortsætte med. Der er stadig et par stykker, der er lidt på skånekost, men det er godt nok ikke tit, at alle mand er meldt klar til en kamp. I sidste sæson prøvede vi det kun en gang – til den afsluttende pokalkamp lige før sommerferien,” konstaterer Kasper Jørgensen.

 

Næste opgave er på udebane mod Mors-Thy i Sparekassen Thy Arena, der går under navnet “Bette Balkan” på grund af den intense stemning. Her er adskillige modstandere faldet før i tiden, og Kasper Jørgensen er da heller ikke i tvivl om, at opgaven skal tages yderst seriøst, hvis ikke de knap 300 kilometer hjem til Gudme efter kampen skal blive ekstra lange for GOG-spillerne.

 

“De har fire point efter to runder, og i den seneste kamp slog de Ribe-Esbjerg på hjemmebane. Så det er et godt hold, vi skal op mod, men selvfølgelig tror vi på, at vi kan komme hjem med to point,” siger direktøren.

 

Kampen spilles torsdag klokken 19.30, og skulle der være nogen, der ikke har mulighed for at se kampen i hallen, kan de glæde sig over, at den vises på TV 2 Sport.