GOG er i slutspillet
Der var lagt op til et drama på denne sidste dag i grundspillet. Fire hold kunne blive sorteper og ikke få slutspilspladsen, heldigvis blev det ikke GOG der trak nitten, men derimod Skanderborg, der skal roses for en flot sæson. Det er ikke ofte at man ender med 27 point og ikke kommer i slutspillet. Held og lykke til dem i nedrykningsspillet. Vi håber og tror, vi mødes næste år i ligaen igen.
Kampen mod TMS blev et drama. Det var et toptændt GOG-mandskab der løb på banen, mod et allerede nedrykket Ringsted-hold. Midtsjællænderne havde reelt ikke noget at spille for, men det var ligesom om at det løsnede op for deres spil, og de drev gang på gang gæk med GOG-forsvaret og målmændene. Efter otte minutter kom TMS foran med 8-2, og GOG virkede rystede og nervøse. Ligeså stille begyndte halvlegen at ændre karakter, og de gule åd sig tilbage i opgøret, men tættere på end tre mål kom de ikke i første halvleg, og cifrene sagde 17-14 halvvejs.
I anden halvleg kom GOG bedre ud af starthullerne. Forspringet blev ædt ret hurtigt, men det var først efter ca. ti minutter, at GOG kunne bringe sig foran for første gang i kampen. Den propfyldte hal eksploderede næsten da Lasse Kronborg scorede på kontra til 21-20. Det blev ret hurtigt vekslet til 23-20, men et par tominutters udvisninger ramte de gule, og så var TMS helt tilbage i kampen. Med fem minutter igen stod det lige, men et par klasseredninger fra Kevin Møller i målet, og mål fra godt spillende Minik og Kenneth Dahl, gjorde at GOG kunne bringe sig foran med 27-25. Det facit holdt kampen ud, og det var lettede publikum og spillere, der jublede sammen efter kampen.
Resultatet efter 26 kampe i ligaen er en 6. plads og dermed slutspil. Det har været en fantastisk rejse, som ikke er slut endnu. Drengene har gjort det fantastisk og fortjener de sjove kampe der venter. Der skal også lyde en kæmpe tak til tilskuere, sponsorer og hjælpere. Uden dem var alt dette ikke muligt.
Vi ses i Final4 og i slutspillet!