Tilbage til oversigt

GOG er klar til finalen i Final4

Nicolej Krickaus udvalgte gjorde lørdag eftermiddag alt, hvad der var forventet af dem og lidt til, da modstanderne fra Aalborg Håndbold blev besejret med de overbevisende cifre 32-23 efter 15-12 ved pausen.

Dermed er GOG sikret en medalje i pokalturneringen Santander Final4, når det søndag klokken 16.00 går løs mod hjemmeholdet fra Team Tvis Holstebro i Gråkjær Arena.

 

Kampen mod Aalborg blev en medrivende affære, hvor de mange sydfynske tilhængere i sagens natur havde mest at glæde sig over, og efter Aalborg-føringer ved 0-1 og 2-3 tog GOG teten fra 4-4, og siden gik det kun i den rigtige retning.

 

GOG førte med 15-12 ved pausen, og på intet tidspunkt i anden halvleg var nordjyderne mindre end tre mål efter GOG’erne, der for alvor fik overtaget efter en episode ved 17-14, hvor René Antonsen så rødt, da han i arrigskab satte to hænder i brystet på Niclas Kirkeløkke.

 

Efter udvisningen af Antonsen gik trak GOG for alvor fra. Ikke mindst takket være Lasse Møller, der blev kåret som Man of the Match, fordi han gjorde ondt på Aalborg-forsvaret. Møller selv var dog overbevist om, at sejren kom i hus som en god kombination af ind solid holdindsats og godt forarbejde af træner Nicolej Krickau.

 

“Jeg synes generelt, at vi står vanvittigt godt i forsvaret i hele kampen, og samtidig spiller vi disciplineret i angrebet, og det kulminerer med, at vi får løst alt, hvad de prøver at komme med,” sagde Lasse Møller efter semifinaletriumfen.

 

I finalen venter Team Tvis Holstebro, der tilsyneladende brugte væsentligt flere kræfter på at besejre Ribe-Esbjerg med 26-25.

 

Lørdagens sene opgør var intenst til sidste sekund, hvor Vignir Svarvarsson kastede bolden i et tomt mål, netop som Ribe-Esbjerg havde udlignet til 25-25 i en 7 mod 6 situation.