Tilbage til oversigt

GOG er sikkert videre i pokalturneringen

De gulblusede fra Gudme spillede sig onsdag aften videre til 1/8-finalerne i Santander Cup – bedre kendt som pokalturneringen, da Ajax fra 1. division på udebane blev besejret 36-26 uden de helt store problemer undervejs.

 

Træner Jakob Larsen kunne glæde sig over at have hele truppen til rådighed, og det gav sig til udtryk på banen, hvor de fynske gæster hurtigt trak fra, og allerede efter et kvarters spil viste forskellen mellem bedste og næstbedste række sig på tavlen, hvor cifrene 6-11 vakte mere glæde i den gæstende lejr, end hos hjemmepublikummet.

 

Ud over det betryggende forspring kunne GOG-bænken glæde sig over, at Frederik Clausen efter en skadespause på godt fire måneder endelig kunne løbe på banen til en betydende kamp.

 

GOG var foran med 7 i løbet af de første 30 minutter, men ved pausen måtte Jakob Larsens udvalgte stille sig tilfredse med en føring på 19-13. På det tidspunkt havde alle andre end målmand Frank Mikkelsen været på banen.

 

I løbet af de sidste 30 minutter fik også Frank Mikkelsen lov til at arbejde for hyren, og dermed fik alle de udvalgte tid på banen, men mest glædeligt var nok, at Frederik Clausen i sidste ende kunne konstatere, at fysikken holdt til 25 minutters spilletid.

 

Næste runde i Santander Cup spilles i august, og det er værd at bemærke, at yderligere fire sejre i turneringen vil sikre en plads i de europæiske turneringer i sæsonen 2018/2019.