Tilbage til oversigt

GOG forlænger aftaler med ungdomslandsholdspillere

Som en del af GOG’s velkendte og succesrige strategi har et nyt kuld unge talenter forlænget deres aftaler med GOG. Spillere, der også har optrådt i rødt og hvidt på ungdomslandsholdet, og som nu skal fortsætte udviklingen i GOG. Det er spillere med potentiale, og som klubben har store forventninger til.

 

I årevis har det været helt naturligt for GOG at tro på unge spillere og have tillid til, at flere af de unge talenter skabt i vores ungdomsafdeling, bliver ligaspillere – en succeshistorie, vi har set gang på gang på Sydfyn. Og den strategi fortsætter for fuld kraft. Nu med nye, unge, håbefulde navne.

 

”Det er altid glædeligt at lave aftaler med unge spillere, som vi betragter som vores egne. Som har været igennem hele skolen i Oure-systemet og GOG-systemet, og som nu er klar til at komme ind omkring ligaholdet,” udtaler GOG-direktør Kasper Jørgensen.

 

Det er Lasse Pedersen, Emil La Cour Andersen og Anders Beuschau, der er nogle af de spillere, som skal fortsætte udviklingen i klubben og suge til sig af erfaringer fra ligaholdet.

 

”Det er en fuldstændig bevidst del af vores strategi at udvikle unge spillere og få dem implementeret i ligatruppen. Her er der så et kuld mere som er klar til det, og det glæder os utrolig meget hver gang det lykkes. Og forhåbentlig venter der en stor fremtid for de her spillere.”

 

Hvem er de måske kommende GOG-stjerner?

 

Det er måske ikke mange, der kender navnene endnu, men det kan hele håndbold-Danmark pludselig komme til. Assistenttræner Keld Vilhelmsen sætter her ord på de tre af talenterne, som GOG har forlænget aftalerne med.

 

En af dem er førsteårs U19-spiller, årgang 2002 og med omkring ungdomslandsholdet.

 

Lasse Pedersen – venstre back/playmaker:

”Lasse er god i duelspillet. Han har et godt skud og er en god forsvarsspiller. Han er meget vedholdende, spiller stabilt og er en stor fighter. Han er meget seriøs med sin selvtræning og alt det andet, man skal have fokus på som atlet. Han kommer fra Aarup og bliver student på Oure Kostgymnasium til sommer.”

 

To af dem er årgang 2001, bliver seniorspillere efter sommerferien, og er derfor netop stoppet på ungdomslandsholdet.

 

Anders Beuschau – stregspiller:

”Anders har i lang tid været plaget af en skade i lysken, men er nu i bedring. Sammen med Steven Plucnar og Anders Zachariassen er han den tredje stregspiller, der er ude med en skade. Anders er en meget fysisk stærk stregspiller, der kommer fra Odense, men har spillet alle sine ungdomsår i GOG. Han er svær at komme uden om, og ham forventer vi os meget af og glæder os til at se ham på banen igen.”

 

Emil La Cour Andersen – venstre fløj:

”Emil er en spiller med rødder på Sydfyn. Fysisk er han ikke ret høj, men han er stærk, godt trænet, spændstig og hurtig. Han er god til at forudse spillet og dygtig forsvarsspiller, der udnytter sin force med at være hurtig på fødderne. En teknisk dygtig spiller, som kan rigtig mange ting. Emil udvikler sig hele tiden og gør det godt, når han får chancen. Lige nu står han lidt i skyggen af Emil Jakobsen, men på sigt tror vi på, at han har et stort potentiale.”

 

Derudover vil bagspiller Lucas Garsdal og målmand Matthias Rex også blive rykket ind omkring ligatruppen, hvor de skal være med til førsteholdets træninger og muligvis kampe.