GOG forlænger med Simon Pytlick til 2023
Et af Danmarks største talenter lige nu bliver i den gule trøje ind til minimum 2023. Simon Bogetoft Pytlick har skrevet under på en ny kontrakt med GOG, og det var til stor glæde for begge parter.
Simon Pytlick er i gang med sin første sæson som fast mand på GOG’s ligahold. Og Pytlick er braget ind på holdet med fantastiske præstationer på stribe.
“Jeg er selvfølgelig utrolig stolt og glad for, at jeg kan blive i GOG to år endnu. Det var meget nærliggende for mig at sige ja, da jeg fik tilbuddet, så jeg er meget glad,” fortæller bagspilleren.
På grund af en langtidsskade hos Emil Lærke er der kommet mere ansvar på 20-årige Simon Pytlicks unge skuldre i den her sæson. Og det har han håndteret med fight og flotte mål.
”Det har været en fantastisk halvsæson, så jeg var ikke tvivl om at blive i GOG for at sikre min videre udvikling. Og det er klart, at når man er så gul i blodet, som jeg er, så er man bare utrolig stolt over at få lov at blive.”
GOG-spilleren er født gul på Sydfyn. Begge forældre Berit Bogetoft og Jan Pytlick har spillet og været trænere i GOG. Næste generation er nu klar til at gøre sig bemærket på den store håndboldscene – og det skal selvfølgelig være i den gule trøje.
”Vi er virkeligt stolte af at kunne forlænge med en af Danmarks største talenter, der samtidig er en rigtig GOG-dreng. Simon er et sandt symbol på vores velfungerende talentsystem, og han har for alvor foldet sig ud i denne sæson,” lyder roserne fra GOG-direktør Kasper Jørgensen.
”Han har grebet den chance, han har fået og sammen med den øvrige trup spillet GOG på 1. pladsen i ligaen. Det er derfor højst glædeligt, at vi også har Simon i den gule trøje i de kommende to sæsoner.”
Simon Pytlick er GOG’s næstmest scorende spiller i ligaen med 72 mål på 15 kampe. I European League er det blevet til 36 scoringer i fem kampe. Nu er han klar til at lave flere gule kraftpræstationer frem til sommeren 2023.
”Jeg forventer, at jeg vil blive ved med at bygge på i mit spil. Og jeg håber, jeg kan bibeholde min position på holdet. Jeg ved godt, det bliver svært med mere konkurrence, men jeg håber at kunne fortsætte med at udvikle mig på alle mulige punkter,” lyder det fra Simon Pytlick.
Og hvorfor ikke bare blive, hvor man er, hvis man er det helt rigtige sted.
”Jeg ser GOG som værende den bedste klub i Danmark, så når man får muligheden for at blive sådan et sted, så er det selvfølgelig det eneste rigtige at gøre.”