Tilbage til oversigt

GOG gik ubesejret igennem slutspillet

Der var lagt op til grillfest i GOG Arena her til aften. Der blev serveret store grillpølser for sponsorerne i det flotte danske forårsvejr, og igen var der helt proppet i hallen.

Træner Jakob Larsen havde inden kampen ikke lagt skjul på, at de gule gik benhårdt efter at vinde kampen, selvom holdet allerede var sikre på en semifinaleplads. Den flotte stime skulle ikke brydes, men samtidig skulle der også gives pause til nogle af stamspillerne, så hele truppen kunne stå knivskarpt til, når semifinalerne starter næste onsdag.

 

Aftenens kamp startede rigtigt fint for hjemmeholdet. Forsvaret stod super fint, og Espen Christensen i målet var skarp. Desværre var kontrafasen ligeså sløv som en stenalderøkse, og derfor fik GOG aldrig rigtig bonus af den flotte defensiv. Fem bolde i træk blev brændt eller smidt væk, og i stedet for at være foran med 10-3, så var de gule drengen kun foran med 5-3. Aalborg virkede hæmmede af den lange bustur, eller også var det søndagens store skuffelse, der stadig sad i nordjyderne. Det var i hvert fald ikke det Aalborg-hold, som vi normalt ser. Det var kun unge Sander Sagosen og målmand Søren Westphal, der holdte de rød og hvidstribede inde i kampen. Hen mod pausen kom nordjyderne dog lidt mere med i kampen, blandt andet fordi at GOG’s angrebsspil gik lidt i stå.

Hjemmeholdet kunne derfor gå til pause foran med én.

 

Anden halvleg startede forfærdeligt for GOG. Fejl på fejl gjorde at Aalborg lynhurtigt kom foran med to, og så var det op ad bakke for hjemmeholdet. Alligevel da det så mest sort ud, tog et ungt stortalent sagen i egen hånd. Efter en lidt svingende start fik Lasse Møller virkeligt skudt sig ind, og han drev gang på gang gæk med aalborgforsvaret. Samtidig med havde Frank Mikkelsen nogle giftige redninger, som resulterede i kontrascoringer til GOG. Til sidst ville Frederik Clausen også være med, og han fik braget et par bolde godt og grundigt i kassen, og så sluttede det hele lykkeligt med en sejr på 29-27.

Andreas Holst og Lasse Kronborg fik dem en tiltrængt hviledag, som kun bød på 20 minutters spil, og så er det jo dejligt at se, at GOG-truppen er så bred og har så meget kvalitet, at det ikke betyder noget.

 

I gruppens anden kamp besejrede Kolding København Århus, og derfor bliver det sådan, at GOG skal møde Tvis Holstebro i semifinalen, mens BSV og KIF mødes i den anden. Første kamp bliver hjemme i GOG Arena onsdag d. 18. maj, og returopgøret lørdag d. 21. maj i Holstebro.