Tilbage til oversigt
Liga

GOG henter 2 point i gyseropgør

Der var spænding fra først til sidst, da GOG søndag aften bød Ribe-Esbjerg velkommen i Phønix Tag Arena, men heldigvis for de fremmødte, løb hjemmeholdet med begge point efter en meget tæt dyst, der sluttede 33-32 efter 16-16 ved pausen.

Gæsterne var på ingen måde taget til Fyn for at lægge sig fladt ned for topholdet, hvilket også kunne aflæses på måltavlen, hvor ingen af holdene på noget tidspunkt var foran med mere end et par stykker i en første halvleg, der sluttede 16-16.

Efter pausen fortsatte det tætte opgør, og da GOG efter et kvarters tid førte med 25-22 var det kun en kortvarig tryghed for publikum, der hurtigt så gæsterne barbere føringen ned til et enkelt mål.

I den sidste ende rakte det imidlertid til en sejr for GOG, der forsvarede andenpladsen i ligaen.

Lukas Jørgensen blev topscorer for GOG med 9 mål på 10 forsøg.