Tilbage til oversigt
Liga

GOG henter norsk fløj i europæisk topklub

Helt i tråd med traditionerne vil GOG også fremover kunne præsentere et af de største europæiske talenter på venstre fløj, når den 22-årige nordmand Alexander Blonz skifter fra Pick Szeged i Ungarn til GOG på en toårig aftale.

”Han vil gerne til GOG og opleve det, som vi kan her med at spille Champions League og om det danske mesterskab, og det glæder os meget, at vi kan tilknytte en så dygtig spiller. Han har en stor opgave med at overtage pladsen fra Jerry Tollbring – og før det Emil Jakobsen, men vi tror på, at vi har fået det næste talent, der kan udfylde det hul, og som kommer til at levere de store præstationer for GOG på venstrefløjen, som vi er vant til. Så vi glæder os til to år med Alexander Blonz i den gule trøje,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen, og han bakkes op af træner Nicolej Krickau, der ligeledes er godt tilfreds med fremtidsudsigterne.

”Det er klart, at når vi skal ud og erstatte Jerry Tollbring, kigger vi efter fløje fra den øverste hylde, og det synes vi virkelig, at vi har fundet her. Alexander Blonz bragede ind på scenen med et mesterskab meget tidligt i sin karriere, hvor han kom med fra Viking den næstbedste norske række, og det efterlod ham med en kontrakt i Pick Szeged,” siger Nicolej Krickau, som ikke er i tvivl om, at den unge nordmand har høstet masser af værdifuld erfaring ved at spille i en europæisk topklub, hvor han har skullet slås for sin plads.

”Lige som vi tidligere er lykkedes med nogle spillere, der er kommet hjem for at finde fodfæste og eksplodere for alvor, håber vi at lave samme forløb med Blonz. Han er en klassisk venstre fløj, som er dygtig på kontrafasen, men også fra hjørnet, hvor han med sit afsæt og afslutningsrepertoire har rigtig meget at byde ind med. Så jeg tænker, at det er en ambition for både GOG og for Blonz, at han er førstevalg på det norske landshold inden længe,” konstaterer Krickau.

Selv ser Alexander Blonz også frem til at skifte fra Ungarn til Danmark, hvor han glæder sig til en helt anden spillestil, end den der praktiseres i Pick Szeged.

”Det bliver fantastisk sjovt at komme til en klub og et hold, der spiller håndbold, som er enhver kantspillers drøm. Det går hurtigt, og fløjen får ofte mange chancer. Det er den sjoveste måde at spille håndbold på, og jeg glæder mig bare til at komme i gang og blive en del af klubben,” siger Alexander Blonz, der også forventer flere jævnaldrende i omklædningsrummet.

”GOG har et ungt og sultent hold, hvor de fleste er på min alder, og nogle af dem er yngre. Det bliver rigtig sjovt, og noget andet, end det jeg er vant til her. Den danske liga er også klart bedre end den ungarske liga., og det er en liga, hvor man skal slås for sejrene, og det synes jeg også er federe. Desuden er GOG europæisk en udfordrer, der kan slå næsten alle hold i Champions League, og som godt kan tillade sig at drømme om Final4-deltagelse i hvert fald i EHF European League, og det glæder jeg mig også til at blive en del af,” lyder det videre.

Foto: © Pick Szeged: Alexander Blonz i aktion i Champions League mod sin gamle klub, Elverum