Tilbage til oversigt

GOG hjem fra Aalborg med nederlag

GOG kom til kort, da holdet lørdag eftermiddag var på besøg i Gigantium i Aalborg, hvor ligaens tophold vandt med 32-26.

Det begyndte ellers godt for GOG, der var helt på højde med Aalborg i de første 26 minutter af kampen, hvor tavlen viste 14-14, men op til pausen fulgte desværre fire minutter, hvor hjemmeholdet trak fra med tre mål.

Anden halvleg begyndte lidt rodet for begge parter med en række afbrændere og regelfejl, men uheldigvis for GOG var det værterne, der først fik sat tingene i system, og selv ikke en timeout fra Krickau kunne forhindre, at Aalborg trak fra til en 22-16-føring, som GOG aldrig formåede at indhente igen.

Lasse Møller blev topscorer for GOG med 11 mål på 17 skud, og månedens spiller i Primo Tours-ligaen blev desuden noteret for 3 assists, hvilket gav venstrebacken en imponerende MEP på ikke mindre end 8,29.