Tilbage til oversigt

GOG i europacuppen

Lodtrækningen tilbage i oktober kunne blandt andet sende os til Israel, Rusland eller Rumænien, men det endte med Alingsås HK fra nabolandet Sverige. Flere måneders venten er nu overstået, og i morgen går det løs med første kamp i den afgørende kvalifikationsrunde til EHF Cuppen. Hvis udfaldet af kampene er samlet sejr, venter der et spændende gruppespil i foråret.

Normalt er det navne som Bo Spillerberg, Kasper Søndergaard og Sander Sagosen, som venter på modstanderholdene. I de kommende kampe mod Alingsås HK er disse skiftet ud med Felix Claar, Jesper Konradsson og Magnus Persson.

Alingsås HK har de seneste sæsoner været med til at præge toppen af den svenske række, hvor det i sæsonen 13/14 blev til et mesterskab og efterfølgende deltagelse i Champions League. Her var man blandt andet i pulje med KIF Kolding København, hvor det i begge kampe blev til smalle nederlag til svenskerne. I sidste sæson endte det med en 2. plads, og på nuværende tidspunkt er holdet placeret på en delt 1.plads. Det er altså et meget stærkt hold, vi skal møde, og intet er givet forud for de to vigtige kampe. Truppen er godt forberedt, og cheftræner Jakob Larsen udtaler følgende om den europæiske modstander; ”De fører den svenske liga og slog for en uge siden sidste års mestre IFK Kristianstad klart, så det er bestemt et hold med kvalitet over hele linjen. Angrebsmæssigt er dynamoen Jesper Konradsson, og han er en spiller på internationalt højt niveau”

Efter en svigende start på sæsonen har spillet på det seneste fungeret bedre og bedre, og dette har resulteret i tre sejre i træk. Senest mod Sønderjyske, hvor Lasse Møller var den helt store profil. Han vurderer også, at holdet er på rette vej. ”Vi er inde i en stime, rent spilmæssigt, som jeg føler, at vi bare skal ind og spille videre på”, udtaler Lasse Møller.

Ikke mange af de nuværende GOG spillere har erfaring fra europæisk håndbold. Det bliver rigtig interessant at se, hvordan vi tackler dette. Selvom Lasse Møller har prøvet lidt af hvert med blandt andet ungdomslandsholdet, er det stadig en stor oplevelse at spille i Europa med GOG. ”Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det er kampe man husker at have set i Gudme siden man var helt lille og drømt om at spille mod udenlandske hold. Jeg glæder mig helt vildt”.

Kampen i morgen er ”1. halvleg” og ”2. halvleg” spilles hjemme i SEF Arena d. 26/11 2016. Det er vigtigt at komme godt igennem den første kamp i Sverige, men et ønskeresultat vil Lasse ikke spå om. ”Resultatmæssigt ved jeg det ikke, jeg ved ikke hvilket niveau de er på i forhold til os. Jeg tror bare at det er vigtigt at vi får en god fornemmelse om vi kan komme videre i turneringen, når returkampen skal spilles”. Jakob Larsen bakker Lasse op: ”Et godt udgangspunkt er en tæt kamp til slut. Jeg forventer ikke, at vi kan vinde stort, og derfor handler det om at spille så tæt som muligt. Om vi vinder eller taber med et par stykker vil være et ok udgangspunkt alt taget i betragtning”

Der er kampstart i Estrad Alingsås, Sverige i morgen kl. 16.00.