GOG-KIF – den store klassiker

I fodboldens verden er der ’El Clasico’ mellem Real Madrid og Barcelona, og der er ’Slaget om København’, når Brøndby og FCK tørner ud mod hinanden. I dansk håndbold er det kampene mellem GOG og KIF Kolding, som får sindene lidt ekstra i kog hos fans og spillere.

De to klubber fordeler ikke mindre end hele 21 danmarksmesterskaber mellem sig, og især op gennem 90’erne mødtes de to mandskaber i talrige intense DM-finaler og pokalfinaler. I de 24 år sæsoner fra 1986 til 2010 deltog enten GOG eller KIF med en enkelt undtagelse i finalen om det danske mesterskab, og ikke færre end otte gange tørnede de to mandskaber sammen i slutkampen – desværre blot med to GOG-sejre til følge.

Vi har haft en snak med to af de GOG-kæmper, der var med da rivaliseringen for alvor tog fart i midtfirserne: Bent Møller og Niels Kildelund.

”Da Helsingør lagde sig ned, så var der kun to hold tilbage i ligaen – GOG og Kolding. De andre var ligegyldige. Det var altid os der lå nummer 1 og 2 i ligaen, og dermed os der spillede om DM-guldet,” siger Bent Møller med henvisning til, at Helsingør IF fra at have været et af de tre dominerende hold i Danmark ikke for alvor rejste sig at have tabt til GOG i 1992, hvor sydfynboerne hentede klubbens første mesterskab.

De mange opgør betød i sagens natur, at de spillerne på de to hold fik særdeles godt kendskab til modstandernes styrker og svagheder.

”Vi kendte hinanden så godt, fordi vi mødte hinanden så mange gange. Og det var ikke kun DM-finaler vi spillede mod Kolding – vi mødte dem også altid i pokalfinalen og selvfølgelig også i turneringen. Vi blev lige pludselig kaldt ærkerivaler, og kampene var altid spændende. Den ene vandt de, så vandt vi, og så vandt vi igen. Der var altid krig i vores indbyrdes kampe, for ingen ville tabe,” fortæller Niels Kildelund, der også mindes den spændte atmosfære på lægterne, hvor tilhængerne fra de to klubber var lige så tændte som spillerne på banen.

”Kan du huske da de smed bananer på banen,” spørger Niels Kildelund smilende til Bent Møller, der sagtens kan huske den omtalte DM-finale: 

”Det var inde i den gamle hal i Kolding, og der kunne der altid komme et stort tryk. Den hal er på størrelse med vores Hal 2 i Gudme. Hallen var proppet, og alle hang ind over banderne. Det var altid de samme tilskuere, der råbte og sang de samme sange. De havde en sang til hver af spillerne fra GOG, og det var ikke pæne ord, vi fik med på vejen,” siger Bent Møller, der alligevel havde et godt forhold til de entusiastiske fans.

”Til mig sang de altid: ’Bent Møller, gardinet det blafrer’. Men de gutter, der gang på gang stod og sang nedværdigende ord til mig under kampene, dem var jeg alligevel altid ude at hilse på efter kampene. Til sidst blev vi næsten tætte. Så tætte, at jeg faktisk tror, at de fik en af mine medaljer efter en finale,” husker Bent Møller, der også tilføjer, at mediedækningen var helt i top i den periode:

”Der blev skrevet hele sider i B.T. og Ekstra Bladet omkring vores kampe mod Kolding, og netop de kampe blev altid vist i tv.” 

Kulturen hænger ved i anden generation

”Der var bare aldrig et hold vi hellere ville vinde over end Kolding, og det er jo forsat i GOG-kulturen. Selvom Kolding ikke lige nu er det tophold, som de var, er der stadig masser af omtale af rivalopgørene, stemningen i hallen er den samme, og kampene er stadig ofte tætte. Det er ret imponerende, at striden har holdt ved i så lang tid,” konstaterer Niels Kildelund.

Et godt eksempel på levedygtigheden i arvestriden kan ses i holdkortet, hvor Lasse Møller er fast mand i den gule trøje. Han er søn af Bent Møller og nevø til Niels Kildelund. Og mens Lasse i 90’erne stod i Det Gule Hjørne og heppede på far og onkel, blev rollerne byttet om i 2016.

”De to bronzekampe mod Kolding i 2016, var et af de store gennembrud i min karriere. Det var en sæson præget af ikke så meget spilletid. Da der så kom en knæskade til vores førstevalg på venstreback, var det blevet min tur til at komme på banen. Det var en utrolig fed oplevelse, at få lov at gå på gulvet mod Kolding i en fyldt Gudmehal. Her fik jeg virkelig lov at mærke suset,” siger Lasse Møller, der fik mindre spilletid i returopgøret, men det slog ingen skår i glæden. 

”Jeg fik en bronzemedalje med holdet, og jeg følte, at jeg havde bidraget til den samlede sejr. Det var en meget stor oplevelse. Siden har jeg altid følt, at der var ekstra nerve i kampene mod Kolding, og vi ender altid med at spille tætte kampe. Det kan være historien der præger os,” konstaterer Bent Møllers søn og Niels Kildelunds nevø.