Tilbage til oversigt

GOG møder Aalborg i GOG Arena

GOG er kommet godt i gang med træningen frem mod den kommende sæson og der bliver knoklet for at ramme formen til turneringsstart.

Træningskampene er ligeledes kommet i gang og efter en overbevisende indsats og en 33-22 sejr mod de svenske mestre, gælder det i morgen fredag de danske mestre fra Aalborg, som vi tager i mod i GOG Arena kl. 16.00.

Aalborg kommer hertil som danske mestre, men uden deres store profil fra de sidste sæsoner Sander Sagosen, som er taget til PSG. Han er skiftet ud med Andreas Holst og det bliver spændende at se hvordan han udfylder den rolle.

For vores eget vedkommende skal vi arbejde videre med de ting, der trænes på i træningslokalet samt få en god fornemmelse af hinanden og gerne et godt resultat. Det er dog ikke det der er det vigtigste på nuværende tidspunkt, selvom man altid gerne vil kende det nuværende styrkeforhold i forhold til konkurrenterne.

Kampen spilles som nævnt i GOG Arena fredag kl. 16.00 og der er gratis adgang.

Allerede søndag går det igen løs, når vi i GOG Arena tager imod svenske Lugi kl. 13.30.