Tilbage til oversigt

GOG på tavlen igen

29-20. Sådan stod der på tavlen, da de 2 x 30 minutter var overstået i den lille Cigaræske, som Morten Børup Hallen i Skanderborg bliver kaldt.

Mange hold er blevet kørt rundt i Skanderborg, men det blev ikke tilfældet for de gule i dag!

 

Fra starten af var det et tændt GOG-mandskab, med en yderst velspillende Søren Haagen mellem stængerne.  Angrebet var 200-300% bedre end i hjemmekampen mod BSV, og især den grønlandske duo med Minik på venstre back og Aku på højre back var flyvende. Det fysisk stærke GOG-forsvar agerede mur, og hver gang Skanderborg fik løsnet et skud, så var Søren Haagen på mærkerne.

De gule bragte sig allerede efter et kvarter foran med seks, men så synes to herrer i sort, at det var synd for hjemmeholdet. To ekstremt tynde to-minutters udvisninger inden for ti sekunder ramte GOG, og så fik Skanderborg hentet en lille smule ind. Umiddelbart efter fik Chris Jørgensen vist det røde kort for en tackling, hvor den ene dommer var på vej den tilbage og vinkede afværgende. Den anden havde set noget, som kun de mest fanatiske Skanderborg-fans også havde set. Resultatet blev som sagt et direkte rødt kort til GOG’s playmaker, der indtil da havde sat spillet rigtigt godt op.

Heldigvis lod GOG’erne ikke sig gå på af de mærkelige kendelser, og de kunne derfor gå til pause foran med fem mål.

På dette tidspunkt havde Søren Haagen stået med imponerende 60%.

 

I anden halvleg byttede de to hold mål de første tyve minutter. Skanderborg kom dog aldrig tættere på end fire mål, og de grønblusede havde ekstremt svært ved at lave mål mod et fremragende stationært GOG-forsvar og en gammel ræv i kassen, der bare pillede det ene skud efter det andet.

Er der noget Skanderborg for alvor er dygtige til, er det GOG’s eget velkendte kontravåben. Og når GOG’erne engang i mellem sløsede i afslutningerne eller lavede tekniske fejl, blev det straffet prompte.

Minik Dahl Høegh spillede fremragende i anden halvleg og lavede mange vigtige mål. Da der manglede 7-8 minutter førte GOG med fem, og Skanderborg satsede med offensivt forsvar. Det udnyttede unge Mikkel Møller kynisk ved at køre de noget tungere Skanderborg-spillere rundt i manegen. Tre mål i træk fra den unge Møller afgjorde kampen, og det endte med en fortjent storsejr på 29-20.

Med til dagens historie skal det siges, at Skanderborg ligesom GOG har haft en utrolig skadesplaget sæson, og til dagens opgør var 2 normale førsteholdsmålmænd skadet, og én på halv kraft. Når Skanderborg får samtlige mand tilbage, berettiger deres mandskab til en langt bedre placering end den nuværende.

GOG var uden Lasse Kronborg, hvis knæ stadig driller, og Niclas Kirkeløkke som desværre må se til fra sidelinjen i minimum tre måneder pga. en skulderskade.

 

Første sæsonhalvdel er nu overstået, og på lørdag venter Skanderborg endnu engang. Denne gang i GOG Arena.