GOG rykker op på andenpladsen
Tirsdag aften lykkedes det for GOG at hente to point med en 32-29-sejr, men gæsterne fra Bjerringbro-Silkeborg sørgede for god spænding i SU’VI:T Arena.
Således var det BSH, der havde et lille overskud i de første 30 minutter, og da de to hold gik til pause, viste haluret 16-17 i gæsternes favør.
Ganske som i mange af de foregående kampe viste Krickaus udvalgte imidlertid god holdbarhed, og i kampens sidste otte minutter gik GOG fra 27-27 til 29-27 på to slidermål af Mathias Gidsel, og det hul fik BSH ikke lukket igen.
Sejren var GOGs ottende i træk i alle turneringer, og den syvende i Primo Tours-ligaen, hvor GOG er det eneste ubesejrede hold i 2020.
GOG er lige nu nummer to i ligaen efter Aalborg og et point foran TTH, men sidstnævnte har en kamp til gode, og kan derved tilbageerobre andenpladsen i denne runde.
GOG møder netop TTH i næstsidste runde i SU’VI:T Arena, og hvis de to mandskaber i øvrigt gør rent bord, vil kampen være en direkte duel om at tage to point med over i slutspillet.
Topscorere for GOG blev Lasse Møller og Odinn Thor Rikhardsson, der begge blev noteret for seks mål. Mathias Gidsel scorede 5 gange.
Foto ©: GOG Håndbold