Tilbage til oversigt

GOG-sejr med besvær

Sejrens størrelse snød en smule, da kampen var spændende til der manglede 7-8 minutter. Indtil da var det et godt kæmpende Skive hold, der formåede at trække tempoet ud af kampen, og på den måde gøre det surt for GOG’erne.

 

De to hold fulgtes ad gennem hele første halvleg, det var derfor også symptomatisk, at det stod helt lige ved pausen, 15-15.  Det er relativt mange mål taget i betragtning, hvor mange mål de andre hold plejer at score mod GOG, men også fordi at Skive ikke er kendt for at lave så mange mål. De er derimod kendt for deres stærke forsvar, som de gule, anført af Snorri Gudjonsson dog ikke havde de store problemer med at lirke op. Lidt for mange udvisninger og dårligt undertalsspil gjorde det også nemt for skibonitterne at lave deres mål.

 

I anden halvleg var det igen en helt lige kamp, hvor de to hold skiftedes til at føre. Forskellen var dog aldrig på mere end et mål. Da der manglede et lille kvarter, fik GOG endelig ordentligt fat i forsvaret, og Kevin Møller tog fra i målet. Det afgjorde reelt kampen, da GOG’s angreb stadig fungerede fint.

Kenneth Dahl var her en afgørende faktor, da han blev smidt i spil efter 48 min, og derefter lavede tre mål. Dejligt at se den nybagte far, på den måde kan komme ind og gøre det så godt.

De sidste 3 minutter gik Skive op i et satsende offensivt forsvar, og det var med til at gøre sejrens størrelse lidt mere markant, end hvad retfærdigt var.

 

De to point lunede på en dag hvor både Lars Hald og Minik ikke kom i kamp. Lars døjer stadig med sin forstuvede ankel han pådrog sig i tirsdags, og Minik fik lov at spare sin skadede hæl. Derudover sad Strandgaard stadig over, men det ser meget positivt ud med ham, og der kan ligge et comeback at vente i december måned, hvis alt fortsat går som planlagt.

 

På lørdag er der endnu engang kamp i GOG Arena, når Nordsjælland kommer på besøg. Det markerer også starten på anden halvsæson. 18 point efter 13 kampe, havde ikke turde håbe på, men vi tror på, at vi kan levere ligeså godt igen i anden halvdel.