GOG sejrede igen over TTH
For anden gang på fem dage lykkedes det for GOG at trække det længste strå mod TTH Holstebro, da holdene igen mødtes i Gråkjær Arena i Holstebro. Denne gang blev det 35-31 efter 18-15 til GOG ved pausen.
Ganske som i pokalfinalen søndag blev det et tæt opgør, hvor holdene byttede føringer i fra første fløjt, og ganske som i søndagens kamp kunne sejren tippe til begge sider indtil kort før tid.
Otte minutter før tid var stillingen 30-29 til GOG, da Søren Haagen reddede Magnus Brammings skud, og da Oscar Bergendahl, Mathias Gidsel og to gange Morten Olsen scorede i de følgende angreb for GOG, mens hjemmeholdet blev ved med at brænde på Haagen, viste tavlen pludselig 34-29 til GOG, og derfra kom hjemmeholdet aldrig tilbage i opgøret.
Sejren betyder, at GOG er på andenpladsen i ligaen med ni point efter fem kampe, mens Aalborg på førstepladsen er noteret for ti point efter lige så mange runder.