Tilbage til oversigt
Liga

GOG møder Aalborg i Champions League

Onsdagens triumf for GOG, hvor gæsterne fra Zagreb blev besejret endte med at være akkurat det, som skulle til for at GOG sluttede som nummer fire i Champions League Gruppe A. Den placering betyder også, at næste kapitel i det europæiske eventyr byder på to rent danske opgør mod Aalborg Håndbold, som sluttede som nummer fem i Gruppe B.

Da GOG har den bedste placering af de to mandskaber, bliver første opgør spillet i Aalborg den 22. eller den 23. marts, og så har GOG hjemmebanefordel i den afgørende returkamp, der spilles i Odense den 29. eller den 30. marts. Den samlede vinder går videre til kvartfinalerne, der afvikles i april.

I de seneste sæsoner har GOG og Aalborg tørnet sammen et utal af gange, og mens Aalborg har vundet 5 af de sidste 10 kampe mod GOGs 3 sejre, så skal Nicolej Krickau blot minde sine spillere om finalerne i sidste års mesterskab og denne sæsons kvartfinale i Santander Cup, for at puste selvtillid i truppen.

“Det er ikke det mest eksotiske opgør, vi kan få i Champions League, men sportsligt set er det bestemt en modstander, som vi kan forholde os til, og vinderen får fornøjelsen af at møde Barcelona i næste runde, så der er noget at spille for. I øvrigt er jeg helt sikker på, at det bliver to spændende opgør mod Aalborg, og det skader heller ikke, at vi har hjemmebanefordel i anden kamp,” siger Kasper Jørgensen.