GOG skriver kontrakt med stortalent
Et af Danmarks største talenter på venstrefløjen skal spille i gult de næste fem sæsoner. GOG har sikret sig papir på 19-årige Joachim Lyng Als. Kontrakten er en del af strategien med fokus på egne talenter – med lange, forpligtende aftaler.
Til daglig går Joacim Lyng Als på Skolerne i Oure og spiller på GOG’s U19-hold. Nu har den talentfulde fløjspiller skrevet under på en kontrakt med klubben, der gælder frem til sommeren 2027.
”Jeg har valgt at skriveunder på en femårig kontrakt med GOG. Jeg har de seneste to år været på Skolerne i Oure, hvor der har været et perfekt samarbejde med GOG i forhold til træning og kampe. Jeg sætter kæmpe pris på den her mulighed og få lov til bruge de næste mange sæsoner her i Phønix Tag Arena med Danmarks bedste publikum,” udtaler den 19-årige Als, der er i gang med sin tredje sæson i den gule trøje. Oprindeligt kommer han fra København, men familien stammer fra Fyn. Nu har han slået rødder på Sydfyn – i hvert fald de næste fem sæsoner.
”Joachim har et utrolig stort talent og kan utrolig meget både offensivt og defensivt. Derfor er vi meget glade for, at vi nu har lavet en lang aftale med Joachim, som er en af Danmarks allerdygtigste fløjspilstalenter,” lyder det fra GOG-direktør Kasper Jørgensen.
Joachim Lyng Als er også med på ungdomslandsholdet og har været en del af ligatruppen til både træninger og kampe i denne sæson. Med en højde på omkring to meter er Joachim Lyng Als er anderledes type fløjspiller.
”Joachim har været inde omkring holdet et godt stykke tid nu, selvom vi stadig er godt kørende på venstrefløj med Emil La Cour og Jerry Tollbring derude. Men vi har så heldigvis fået muligheden for at sikre os Joachim til langt ude i fremtiden. Han kan noget helt andet, end de to andre. Og med sin fysik og evner til at dække backen, så åbner det nogle nye muligheder for os i fremtiden,” siger cheftræner Nicolej Krickau.
”Det er vigtigt for os og vores strategi at komme i gang med at lave de her lange aftaler med vores unge spillere. Det vil vi rigtig gerne, for så giver det endnu mere mening for os at investere i dem. Så en rigtig god aftale både for GOG og forhåbentlig også for Joachim.”
Joachim Lyng Als fortsætter på Skolerne i Oure – kombineret med håndbold i gult i Gudme frem til 2027.
”At være ungdomsspiller her i GOG er helt fantastisk. Der bliver fokuseret på udvikling, og vi spiller samtidig en masse gode kampe og får en masse ansvar, som alle håndboldspillere nyder godt af. Og det udviklingsperspektiv der er her for ungdomsspillere, og hvor man får lov at snuse lidt til ligaholdet også… Jeg kan ikke bede om mere. Det er fantastisk,” slutter han.