GOG slog Fredericia i tæt kamp
Onsdag aften fik GOG revanche for sæsonens første nederlag til Fredericia, da de gulblusede på hjemmebane vandt 39-36 efter en kamp, der var meget tæt fra start til slut.
I første halvleg var det Fredericia, der havde den lille overhånd det meste af tiden, og med tremålsføringer ved 5-8 og 7-10 truede gæsterne med at trække fra, men GOG åd sig tilbage, og efter 30 minutters hæsblæsende spil viste tavlen 16-16.
I anden halvleg var billedet det samme frem til 28-28, hvorefter det pludselig blev GOG, der var foran i målbytteriet, og det endelige hul blev først slået ved 57 minutter, hvor tre GOG-scoringer i træk sikrede sejren.