GOG slog Kolding
Der var på forhånd lagt op til det helt store drama, da håndboldklassikeren over dem alle løb af stablen i GOG Arena. KIF København har godt nok allerede vundet grundspillet, men det lignede ikke et hold, der havde tænkt sig at slække på gassen. Derfor skulle GOG præstere det ypperste, hvis de skulle have en chance.
Det var dog rækkens duks, der kom klart bedst fra start. GOG famlede i forsvaret, og det gav ikke de bedste arbejdsbetingelser for Søren Haagen i GOG målet. Igen og igen skilte de to venstrehåndede KIF-spillere, Kim Andersson og Kasper Irming GOG’s defensiv fra hinanden, men om det var manglede koncentration eller skarphed vides ikke, for ofte fik KIF’erne ikke afsluttet angrebene ordentligt, hvilke medførte usædvanligt mange tekniske fejl fra de ellers så normalt rutinerede kræfter.
Ca. halvejs i 1. halvleg blev Frank Mikkelsen sendt på banen. Her fik forsvaret lidt bedre fat, og den tremåls føring, som KIF ellers havde opbygget blev ligeså stille ædt ind.
Angrebsmæssigt var der igen stor respekt for Kasper Hvidt i målet. Tre store redninger tidligt i kampen gjorde, at GOG-skytterne ikke gik helhjertet på mål, og når de gjorde, var stolperne i vejen. Playmaker Chris Jørgensen fik ellers sat de rigtige ting op og sat høj fart i spillet, men hver gang holdet nærmede sig en afslutning, blev der trukket lidt i håndbremsen.
Heldigvis lukrerede GOG’s Rasmus Jensen af KIF’s uvant mange tekniske fejl og scorede således tre kontramål, som fik GOG helt med i kampen igen. Stillingen ved pausen var 12-12.
2. halvleg fik lidt det samme forløb som første. GOG haltede efter det meste af tiden, men lige pludselig tog fanden ved Minik Dahl Høegh, som egenhændigt besluttede sig for at gøre livet surt for koldingkøbenhavnerne. Han bombede det ene projektil ind efter det andet.
I den anden ende var forsvaret stadig lidt på hælene, og især Kasper Irming gjorde livet surt for de gule. Heldigvis for GOG, var det tydeligt, at Kim Andersson stadig har ondt i skulderen, og belært af første halvleg, lod GOG-forsvaret ham komme helt tæt på uden for alvor at tackle. Det betød at det fremragende fightende forsvar egentligt flere gange var langt bagud, men hver gang nåede at ”redde” situationen.
Med ca. 10 minutter igen kom KIF foran med tre mål, og kampen syntes egentligt afgjort, men igen lynede Minik Dahl Høegh og fik GOG tilbage i kampen.
Da der manglede fem minutter var det helt lige, og her skal der lyde en særlig tak til KIF Københavns trænerteam, der livsfarlige Irming ud. Forsvaret lukkede herefter næsten af, og så kunne Minik med sit 8. og flotteste mål helt oppe i hjørnet bringe GOG foran 26-25. Det holdt de gule hele vejen hjem, og så kunne jubelen bryde løs i GOG Arena. Endelig har GOG slået ærkerivalerne fra Kolding igen.
Intet er dog afgjort omkring slutspilspladserne. Det kræver med stor sandsynlighed stadig to måske tre point at være helt sikre. Derfor har holdet brug for den samme opbakning på torsdag, når HC Midtjylland kommer på besøg. Kampen spilles kl. 19.30.