Tilbage til oversigt

GOG storsmadrede Odder

Lad mig sig sige det med det samme. Et langt referat efter sådan en kamp virker umiddelbart lidt som spild af tid, for der stod GOG på det hele, fra der var spillet et sekund og de resterende 3599 sekunder.

 

GOG scorede på de første 9 angreb, og så var stillingen 9-1. Haagen var forrygende i kassen, og forsvaret ser bare uhyggeligt stærkt ud for tiden. Da holdene gik til pause, var føringen udbygget til 10 mål. 19-9.

 

I sådan en kamp kunne man godt frygte, at GOG ville gå ned i kadence, og holdene herefter ville bytte mål, men det blev LANGT fra tilfældet. Mikkel Møller og Kasper Kildelund blev sat ind på fløjene, og de synes ikke, det var tid til at gå et gear ned. Tværtimod blev de ved med at piske op og ned ad banen, som om de aldrig ville blive trætte, uanset hvad der stod på tavlen.

Unge Frederik Clausen, som indtil det 45. minut kun havde spillet forsvar og gjort det fremragende, havde stadig masser af kræfter, og han blev ved med at trykke kontrafasen fremad, og det sidste kvarter gjorde han det også flot i angrebet.

 

Det var en helstøbt indsats, hvor alle der kom ind bidrog med en hel masse, og koncentrationen aldrig nogensinde svigtede.

 

Den sidste tid har pilen peget den helt rigtige vej for GOG’erne. Fire sejre i træk er det blevet til, og nu venter en ny mini-finale på onsdag hjemme mod Sønderjyske. Hvis GOG vinder denne, ryger holdet med stor sandsynlighed op på den vitale 8. plads i ligaen, som giver adgang til slutspillet.

Det bliver ingen nem opgave. GOG har i de sidste tre indbyrdes møder med sønderjyderne ikke formået at vinde, men det har været helt tætte opgør. To nederlag med 1 mål og et uafgjort resulatat vidner om ekstremt tætte nervepirrende opgør, og det bliver det garanteret også på onsdag.

Vi vil derfor opfordre ALLE til at komme i hallen og støtte drengene, som for første gang i år kan ane en slutspilsplads i horisonten.