Tilbage til oversigt

GOG sætter to point på kontoen

Fredag aften var Mors-Thy på besøg i Phønix Bank Arena i Gudme, men bortset fra kampens aller første minutter, var der ikke meget gæstfrihed fra hjemmeholdet, der vandt med 36-20.

Mors-Thy var foran med 1-0 og 2-1, men derefter skruede Nicolej Krickaus tropper gevaldigt op for tempoet, og det resulterede i en 20-13-føring ved pausen.

I anden halvleg kom gæsterne en smule bedre med, men der nåede dog aldrig at blive spænding om resultatet.

Emil Jakobsen blev topscorer med 9 mål, mens Oscar Bergendahl med 8 mål på 8 forsøg fra stregen havde en særdeles stærk aften.

De to point betyder, at GOG konsoliderer førstepladsen med 37 point for 22 kampe, hvilket er fire point mere end Bjerringbro og Aalborg på anden- og tredjepladsen. Der resterer fortsat fire runder, og det betyder, at GOG med fem point yderligere i de sidste kampe er sikker på at slutte bedst i ligaens grundspil.