Tilbage til oversigt

GOG tabte til Ribe Esbjerg

Afslutningen på træningslejren i Lalandia var en kamp mod ligarivalerne fra Ribe Esbjerg.

GOG har haft fem gode dage, hvor der er blevet trænet godt, og folk har hygget sig på kryds og tværs. Desværre er der også kommet et par skader, og det var derfor et godt og vel decimeret GOG-hold, som stillede til kamp.

De gule stillede således op uden Rasmus Jensen (kraftigt forstuvet fod), Aku (let forstuvet fod), Minik (skadet fod) og Niklas Kirkeløkke og Mike Jensen som begge er afsted med landsholdet.

 

Ind var derfor kaldt ynglingespilleren Lasse Møller. Det blev en rigtig fin træningskamp på trods af de mange fraværende spillere. Unge GOG-spillere kom ind, tog ansvar og viste at de godt kan være med på højeste niveau. Der skal derfor lyde store roser til Frederik Clausen, Lasse Møller og Benjamin Pedersen som tog et stort slæb i forsvaret. Det var også dejligt, at se Søren Haagen for alvor kom igang i buret i anden halvleg. 

 

Desværre sneg der sig lidt for mange fejl og brændte chancer ind i kampen, og derfor løb Ribe Esbjerg fortjent af med sejren. Forhåbentligt var der mange gode lærepenge til de unge GOG-drenge, som holdet kan nyde godt af i en lang ligasæson.

 

Næste opgave er på onsdag, når GOG skal møde Champions League vinderne fra Flensburg Handewitt i Flensburg.