GOG tager imod slovenske RD Ribnica
Lørdag aften kommer Ribnica på besøg i SEF Arena, når den første hjemmekamp i Europa Cup’en bliver skudt i gang.
RD Ribnica ligger nr. 1 i den slovenske liga, og vi kan derfor se frem til et spændende opgør i Europa Cup’en. Cheftræner Jakob Larsen ser slovenerne som et godt hold, og forventer en hård fysisk kamp på lørdag: ”De er hårde i aktionerne – med stort engagement. Vi skal være klar fra start, for de kommer til at gå fysisk hårdt til værks.”
GOG skal finde de positive ting frem fra Aalborg kampen med mange kontraløb og det flotte angrebsspil. De gule skal udnytte deres forsvar, som kan give nogle rum. Ligeledes skal forsvarsdelen være på plads, da Ribnica kommer med et mandskab, der bl.a. er gode på mand-mand spil.
Vi håber, at drengene gentager successen fra deres første Europa Cup kamp mod franske Saint Raphael og hiver en sejr i land mod Ribnica på lørdag.
Kampen fløjtes i gang kl. 18.45 og kan ses på TV3 Sport2 fra kl. 18.40.