Tilbage til oversigt

GOG tog afsked med sejr

Fredag aften var der lagt op til en god afslutning på denne sæson. Efter mandagens store skuffelse var det meget rart for drengene, at have en kamp hvor man kunne sige pænt tak for sæsonen og på gensyn en anden gang. Modstanderen var Faaborg ØH, som til daglig ligger i tredje division, og derfor var udfaldet næsten givet på forhånd, men helt let blev det ikke for GOG.

 

Det lignede drengene mentalt var gået på ferie, for da der var spillet 10 minutter, var GOG bagud 6-2. Søren Haagen i faaborgmålet havde alene i første halvleg 13 store redninger, og viste at han altså stadig godt kan stå på mål. Ligeså stille begyndte GOG at æde sig ind i opgøret, og det var da også kontramaskinen, der afgjorde tingene allerede i første halvleg. Da de 30 minutter var spillet førte GOG med 16-10, og da kunne man godt fornemme at tingene var afgjort. I anden halvleg kæmpede de unge Faaborg ØH-drenge heroisk videre, men føringen kom aldrig på under fem mål.

 

Mads Bruus spillede en stor afskedskamp og takkede af med 11 rene mål. Nu går drengene på 14 dages velfortjent ferie, inden de mødes igen og træner op mod sommerferien. Det er nu fysikken igen skal styrkes, og man kan helt sikkert møde GOG’s spillere i Performance Gym Svendborg i den kommende periode.