Tilbage til oversigt
Liga

GOG trak det korteste strå i Super Cup

Sæsonpremieren i Super Cup-finalen, som er opgøret mellem den forgangne sæsons mesterhold og pokalvinderne, endte desværre for GOG med, at pokalvinderne fra Aalborg trådte øverst på podiet og kunne lade sig hylde på hjemmebanen efter en sejr på 36-31.
GOG-spillerne kom ellers godt ud af starthullerne, og i kampens første halvleg havde Pytlick & Co. teten et langt stykke af vejen, og Aalborgs pauseføring på 17-16 lignede ikke en uoverkommelig hurdle.
Efter pausen fortsatte den tætte dyst, og da Jerry Tollbring reducerede til 23-24 i det 41. minut, kunne kampen stadig gå begge veje.
Imidlertid betød et par GOG-fejl og et stolpeskud i løbet af de følgende fem minutter, at Aalborg pludselig var foran 29-24, og den føring fik GOG aldrig indhentet.
GOGs næste kamp spilles fredag den 26. august, hvor Høj er modstanderen i pokalturneringen, og den 31. august åbnes sæsonen med en hjemmekamp mod Bjerringbro-Silkeborg.